Skal pizzabakker i papcontaineren? Skal bakken til det hakkede oksekød i hård eller blød plast? Og hvad er egentlig hård plast?
De fleste danskere vil gerne sortere deres affald, men 46 procent af os kender ikke kravene til affaldssortering i vores egen kommune. Og 40 procent af os bliver af og til i tvivl, om skraldet skal i den ene eller anden container.
Det viser en ny undersøgelse fra Analyse Danmark, som er foretaget for Miljøstyrelsen.
For selv om lyder nemt, er det langt fra sådan det opleves ude ved skraldespandene.
Pizzabakker er da genbrugspap, ikke?
Problemet er, at affaldsfraktionerne - de kategorier som affald behandles i af kommunerne - ikke stemmer overens med de kategorier, danskerne anskuer deres affald med i hverdagen.
- De fleste af os smider som regel pizzabakker i papcontaineren, siger adfærdsforsker ved Roskilde Universitet Pelle Guldborg Hansen til DR Nyheder.
- De er jo lavet af genbrugspap. De nærmest skriger på, at de skal i den papcontainer. Men det skal de langt fra altid, forklarer han.
For er der madolie i, skal de i den almindelige skrald. Pap kan nemlig kun genbruges, hvis det er rent og fri for madrester.
Det kan man bare ikke se på containeren.
Tvivlen melder sig ved skraldespanden
Kommunerne har ellers information på deres hjemmesider, om hvordan borgere sortere deres affald korrekt. Men den giver forskeren ikke meget for.
Pelle Guldborg Hansen mener, at informationen i stedet skal gives, hvor der er behov for den. Det vil sige tekst eller piktogrammer på skraldespandene.
For det er først nede ved skraldespanden, at tvivlen melder sig.
- Der er jo ikke mange mennesker, der tager telefonen op af lommen eller vender om med skraldeposerne og går ind for at tjekke reglerne på en hjemmeside, forklarer forskeren.
- Det er brug for mere information
Regeringen gjorde det sidste år til et nationalt mål, at 50 procent af alt husholdningsaffald skal genanvendes i 2022.
Det sker i dag med 22 procent af danskernes skrald. Og det er ikke godt nok, erkender Miljøstyrelsen
- Det viser, at der er brug for meget mere information såsom konkret vejledning i hvordan man sorterer, Elisabeth Gadegaard Wolstrup, kontorchef i Miljøstyrelsen.
Og hvad er så hård plast? Det er som en tommelfingerregel, al den plast du ikke kan binde en knude på, forklarer Pelle Guldborg Hansen.
På hjemmesiden Kend dit affald du se et Danmarkskort, hvor du med et klik kan finde en guide til netop din kommunes krav med hensyn til affaldssortering.