Lønnen og arbejdsvilkårene på det danske arbejdsmarked er truet, fordi flere udlændinge bliver ansat på danske arbejdspladser.
Det mener mere end halvdelen af danskerne i en undersøgelse fra Epinion, foretaget for DR.
Her svarer 51 procent, at de er enige i, at personer uden dansk statsborgerskab på det danske arbejdsmarked er en trussel mod danske løn- og arbejdsvilkår. Til sammenligning er 30 procent uenige.
Mindre motivet til lønbrok
Arbejdsmarkedsforsker ved Københavns Universitet, Søren Kaj Andersen, er enig i, at den udenlandske arbejdskraft er med til at presse lønnen i nogle brancher.
I en undersøgelse, som Københavns Universitet gennemførte blandt 800 virksomheder, svarede hver tredje, at udlandsk arbejdskraft er billigere i løn.
Og ifølge Søren Kaj Andersens forskning, så får udlændinge lavere løn end danskere, selvom de arbejder på overenskomst. Men det får ikke udlændingene til at råbe op.
- En rumæner tjener op mod syv til otte gange mere i et ufaglært job i Danmark i forhold til Rumænien. Derfor er rumæneren ikke motiveret til at brokke sig over mindstelønnen, forklarer Søren Kaj Andersen.
Større konkurrence
Det er også med til at presse lønnen, at man som borger i et EU-medlemsland frit kan søge job i andre EU-lande som Danmark.
- Når der er flere, der byder ind på de samme job, bliver konkurrencen større, og lønnen presset, siger Søren Kaj Andersen.
Intet ræs mod bunden
Hos 3F hilser man den udenlandske arbejdskraft velkommen i Danmark, men understreger samtidig, at den gode modtagelse kun gælder, hvis udlændinge arbejder på danske løn- og ansættelsesvilkår.
Forbundssekretær Søren Heissel mener, at det er de færreste, der kan arbejde, indtil de bliver 70 år, hvis de skal arbejde i det tempo, mange udlændinge i ufaglærte stilllinger arbejder i.
- Vi ønsker ikke et ræs mod bunden, hvor det altid er dem, der er hurtigst, der skal kunne komme ind, siger han og påpeger, at 3F forsøger at organisere de udenlandske arbejdere, så de kommer på overenskomst.
Flere udlændingene
For tre år siden udfyldte udenlandske stasborgere, hvad der svarer til godt 107.000 fuldtidsstillinger i Danmark.
I dag er det tal steget til godt 130.000 - en stigning der svarer til 21 procent, viser nye tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.
Med temaet 'Danmark på overførsel' sætter DR i disse uger fokus på det danske arbejdsmarked.
I aften kan du se første del af programmet 'Den dag de fremmede forsvandt'. Programmet er et socialt eksperiment, hvor arbejdsløse danskere i en uge overtager job, som udenlandske arbejdere ofte har. Se med klokken 20.45 på DR 1.