Danske F16-fly har dræbt islamister fra IS

De danske F16-fly har ramt adskillige mål og dræbt et ukendt antal krigere i indsatsen mod Islamisk Stat - IS - i Irak

Dansk F-16 fly på vingerne (Foto: © Claus Arberg)

De danske F16-fly har under deres angreb i Irak dræbt krigere fra Islamisk Stat (IS), og danske bombardementer har i de seneste seks uger blandt andet ramt bygninger, køretøjer og fjendtlige styrker.

Det oplyser både forsvarsminister Nicolai Wammen (S) og den danske forsvarschef, Peter Bartram, til Jyllands-Posten.

Efter længere tids kritik for mørklægning af operationen tager de nu skridt til at øge åbenheden, og for første gang fortæller de om nogle af konsekvenserne af de 60 bomber, som Danmark hidtil har kastet under luftkrigen i Irak.

- I forbindelse med de angreb, der har været på Islamisk Stat og deres styrker, har Islamisk Stat lidt tab, siger Nicolai Wammen til Jyllands-Posten.

Har ikke samme åbenhed

Forsvarschef Peter Bartram afviser at sætte tal på, hvor mange fjender Danmark har nedkæmpet under de 74 missioner over Irak.

- Det har jeg ikke behov for at oplyse, siger Bartram til Jyllands-Posten.

Flere militæreksperter undrer sig over, at Danmark trods øget åbenhed endnu ikke har samme åbenhed som de øvrige vestlige allierede.

Til det siger forsvarsministeren:

- Danmark har forholdsvis få piloter og fly, som kan udføre denne slags missioner, og vi er meget optaget af at beskytte piloterne. Det er vigtigt for mig som forsvarsminister, at vi giver vores piloter de mest sikre og ordentlige arbejdsbetingelser, og det gør, at der er ting, som man ikke bare fortæller ud i det åbne rum, siger Nicolai Wammen.

Ekspert: Mere åbenhed

Centerleder ved Center for Militære Studier på Københavns Universitet Kristian Søby Kristensen efterlyser imidlertid en mere præcis forklaring på, hvorfor Danmark har valgt at offentliggøre mindre information end andre allierede:

- Hvis man vælger at gå med i en militær operation, som der er en folketingsbeslutning bag, må man i så vidt muligt omfang også lægge konsekvenserne af handlingerne, man udfører, frem, så Folketinget og offentligheden kan diskutere, hvorvidt eventuelle omkostninger står mål med indsatsen, siger han til Jyllands-Posten.

/ritzau/

OVERBLIK Den danske indsats i Irak fortalt i billeder.

  • 50.000 kurdere var i august fanget på toppen af Sinjar-bjerget i Irak og kunne ikke komme ned, da Islamisk Stat havde omringet bjerget. Episoden blev dækket af medier verden over og var med til at sætte fokus på Islamisk Stat. (Foto: © Stringer, Scanpix)
  • IS havde vundet kontrol over området og stillet indbyggerne over for et ultimatum. Enten kunne de konvertere til islam, eller de kunne blive slået ihjel. (Foto: © Stringer, Scanpix)
  • Nødhjælpsorganisationer kom langt om længe frem til de desparate kurdere. På vej til bjerget forsøgte Islamisk Stat at skyde helikopteren ned. (Foto: © Rüdaw, DR)
  • Inden for de sidste otte måneder har Islamisk Stat erobret store dele af Irak. IS finansieres af oliesalg på det sorte marked og drives frem af den ekstremistiske leder, Abu Bakr al-Baghdadi, der er så ekstrem, at selv al-Qaeda har slået hånden af han. Målet er at udrydde områdets religiøse minoriteter. (© Scanpix)
  • Et bredt flertal i Folketinget besluttede den 2. oktober, at Danmark skulle være med til at bekæmpe Islamisk Stat. Ifølge Udenrigsminister Martin Lidegaard skal indsatsen vare 12 måneder. (© DR)
  • Det blev vedtaget, at F16-flyene skal indgå i kampen mod IS i samarbejde med USA og andre øvrige lande i en international koalition. (Foto: © Christian Als, Scanpix)
  • Det danske luftmilitære bidrag omfatter fire operative F16-fly og tre i reserve. Med flyene følger et mandskab på op til 140 personer. (Foto: © Claus Fisker, Scanpix)
  • De danske F-16 kampfly landede søndag den 5. oktober på Ahmed Al Jaber basen i Kuwait. Den 16. oktober var to danske F16-fly på vingerne og havde deres første mission i kampen mod Islamisk Stat i Irak. (Foto: © Forsvarskommandoen, Scanpix)
  • Mens Danmark bomber Islamisk Stat fra luften, bekæmper mange shiamuslimske militser i øjeblikket IS på landjorden. (© DR)
  • IS er kendt for at bruge selvmordsbomber, granater og vejsidebomber for at erobre områder. Her træner kurdiske peshmerga-soldater på øvelse med britiske soldater i kampen mod Islamisk Stat. (Foto: © STRINGER/IRAQ, Scanpix)
  • En gruppe soldater fra Abu al-Fadl al-Abbas-militsen poserer med et flag, de siger, de har erobret fra IS på landjorden. (© DR)
  • Forsvarets F16-fly har indtil nu fløjet 61 missioner og smidt 43 bomber. (© Scanpix)
  • Flyvevåbnets F16-fly er af typen Fighting Falcon og kan både kæmpe mod andre fly i luften og gennemføre præcise bombninger af mål på jorden. (Foto: © Mario Laporta, Scanpix)
  • Tidligere udenrigsminister har nu rejst tvivl om det danske F16-bidrag. Holger K. Nielsen mener, at Danmark skal trække sig ud af Irak, hvis ikke den irakiske regering får stoppet vold og overgreb hos de shia-militser, som den irakiske regering er allieret med i kampen mod Islamisk Stat.
1 / 14