Dansk universitet opfordrer sine studerende til at rejse hjem fra Hongkong

Universitetet har lige nu 36 studerende i den kinesiske region.

En demonstrant hælder benzin ud over en barrikade på campus i de tidlige morgentimer. (Foto: © Anthony Wallace, Scanpix)

Flere måneders uroligheder og kampe mellem politi og demonstranter i Hongkong får nu Danmarks Tekniske Universitet (DTU) til at tage en drastisk beslutning.

DTU opfordrer nemlig sine 36 studerende i Hongkong til at pakke rejsetaskerne og tage hjem til Danmark, efter at urolighederne har flyttet sig væk fra centrum og nu også er brudt ud ved universiteternes campusser.

Det bekræfter universitetets rektor, Anders Overgaard Bjarklev, der fortæller, at beslutningen om opfordringen til at tage hjem blev truffet i aftes i fællesskab med DTU's dekan.

- Vi ser rapporter om, at nogle af vores elever har været nødt til at fraflytte kollegieboliger, fordi der er blevet sat ild til dem. Vi hører fra andre, at der fremstilles kasteskyts - herunder molotovcocktails - uden for vinduerne af vores studerendes boliger, siger han i P1 Morgen og fortsætter:

- Og så har man mange steder annulleret undervisningen. Det gør, at vi i aftes anbefalede vores studerende at komme hjem til Danmark i god ro og orden, siger rektoren, der oplyser, at universitetet står for at løse de akademiske udfordringer i forbindelse med det afbrudte forløb.

Studerende ikke tvunget hjem

Der har været uroligheder siden juni. Har jeres studerende på noget tidspunkt været i fare?

- Det mener vi ikke, at de har indtil nu, så havde vi gjort det her tidligere. Vi har fulgt udviklingen, og det var ikke flyttet ind på campus. Men nu er vi en situation, hvor det er rykket ind, hvor de studerende bor, studerer og køber ind, siger Anders Overgaard Bjarklev og uddyber:

- Derfor mener vi, at det er det klogeste, at de tager hjem, inden vi kommer i en situation, hvor nogle kommer til skade.

Rektoren oplyser, at det er en anbefaling, og at de studerende ikke bliver tvunget til at tage hjem.

Udenrigsministeriet gør nu også opmærksom på situationen i Hongkong og her til formiddag informerer de om demonstrationerne via den såkaldte danskerlisten.

- Fortsat demonstrationer i Hongkong med voldelige sammenstød mellem politi og demonstranter. Voldelige demonstrationer finder også sted på flere universiteter. Hold dig fra demonstrationerne.

- Følg altid de lokale myndigheders anvisninger. Sikkerhedssituationen er fortsat uforudsigelig. Hold dig orienteret om sikkerhedssituationen, skriver ministeriet blandt andet.

Demonstranter har samlet i dag på The Chinese University of Hong Kong. (Foto: © Thomas Peter, © Scanpix)

Studerende blev ramt af tåregas i sit køkken

En af de studerende, der på nærmeste hold har mærket, at konfliktscenariet har ændret sig, er Anna Bülow Fuglsang, der studerer statskundskab på The Chinese University of Hong Kong.

Hendes universitet har de seneste dage været scene for voldsomme uroligheder, efter politiet er rykket ind i området ved campus.

Universitetet ligger omkring 30 kilometer nord for centrum af Hongkong, hvor de fleste uroligheder ellers har fundet sted.

Og de i går kom det helt tæt på, da hun pludselig hørte noget, der lød som skud uden for sit vindue.

- Vi gik hen til vinduet og så politiet skyde med tåregas 30-40 gange i løbet af ti minutter. Der var så meget tåregas, at vi blev ramt af den, selvom vinduerne var lukkede, siger den danske studerende.

Opdateret med information fra Udenrigsministeriet.