Det er uheldigt og potentielt skadeligt, at USA har valgt at trække sig fra FN-organisationen Unesco. Det siger formanden for den danske Unesco-nationalkommission, Bo Manderup-Jensen.
- Det bekræfter den tendens, der har været, siden præsident Donald Trump blev valgt: Nemlig at USA trækker sig fra det internationale samarbejde og multilaterale organisationer. Det er beklageligt, siger han.
Den danske formand mener, at USA's farvel til Unesco kan stække organisationen.
- Når et stort land som USA vælger at stå på sidelinjen, så kompromitterer det i en vis udstrækning Unescos mulighed for at løse de opgaver og fremme de dagsordener, som organisationen arbejder med, siger han.
Hvad er Unesco?
- •
Unesco er FN's organisation for uddannelse, videnskab, kultur og kommunikation med hovedkvarter i Paris.
- •
Organisationen blev oprettet i 1945 for at fremme samarbejdet inden for disse områder på tværs af medlemslandene.
Trak økonomisk støtte i 2011
Samtidig påpeger han dog, at USA allerede i 2011 besluttede at stoppe sit økonomiske bidrag til Unesco, da Palæstina blev optaget som fuldgyldigt medlem af organisationen.
Det samme gjorde Israel, og to år senere mistede begge lande deres stemmeret i Unesco.
- Det vil umiddelbart ikke i sig selv få større indflydelse på Unescos økonomi, at USA nu trækker sig, siger Bo Manderup-Jensen.
Spørgsmålet om Israel og Palæstina indgår også i USA's begrundelse for nu at trække sig helt fra organisationen. I en pressemeddelelse skriver det amerikanske udenrigsministerium, at USA blandt andet har truffet beslutningen på grundlag af "vedvarende anti-israelsk bias" og vil forlade organisationen ved udgangen af næste år.
Ifølge Bo Manderup-Jensen er der "næsten ingen grænser for forsøgene på at politisere multilaterale organisationer".
- Men jeg oplever ikke selv, at konflikten optager sindene frygteligt meget i Unesco, siger han.
Danmark holder fanen højt
Unesco er i den brede offentlighed primært kendt for sit arbejde med at sikre, at vigtig kulturarv ikke går tabt og har i den forbindelse oprettet en verdensarvsliste over bevaringsværdige steder i verden.
- Verdenskulturarv er på mange måder det mest ikoniske, når talen falder på Unesco. Et af de indsatsområder, der i øjeblikket har meget fokus, er beskyttelse af kulturarv i konfliktområder, siger Bo Manderup-Jensen.
Eksempelvis har krigene i Irak og Syrien ført til, at parterne har ødelagt historiske ruiner, museer og templer, der er vigtige for verdens fælles kulturarv.
Derudover arbejder organisationen blandt andet også med videnskab, med at bekæmpe analfabetisme i u-lande og sikre lige adgang til undervisning samt med bevaring og beskyttelse af umistelige dokumenter.
Danmark var et af de første 20 medlemslande, da Unesco blev oprettet i 1945, og den dag i dag spiller Danmark fortsat en forholdsvist fremtrædende rolle i organisationen, fortæller Bo Manderup-Jensen.
- Vi har altid tilsluttet os Unescos dagsorden og holder fortsat fanen højt. For Unescos opgaver og dagsordener er vigtige - ikke mindst i denne turbulente tid, siger han.