Samarbejdet mellem danske og sydafrikanske myndigheder var strålende i sagen om millionsvindel i Socialstyrelsen, hvor den 64-årige tidligere betroede medarbejder Britta Nielsen er hovedmistænkt.
Det siger chefen for den myndighed, der bekæmper økonomisk kriminalitet i Sydafrika, J.P. Willemse.
- Der var virkelig et godt samarbejde mellem de sydafrikanske og danske myndigheder, lyder det.
Britta Nielsen blev anholdt i landet den 5. november sidste år.
Han roser særligt det danske bagmandspoliti, SØIK, for at sende to efterforskere den lange vej til Sydafrika, så de kunne hjælpe med at finde frem til Britta Nielsen og beslaglægge de værdier, hun havde i landet. Noget, der ifølge chefen var hårdt arbejde.
- Det var virkelig godt at have dem her i stedet for at tale over telefon eller mail, siger J.P. Willemse.
Den fysiske tilstedeværelse betød blandt andet, at papirarbejdet gik meget lettere i forhold til at indefryse og beslaglægge huse, bil og penge, fortæller han.
- Vi bad dem om at sætte sig ned med os, så vi kunne forstå de formodede ulovligheder i Danmark bedre, for vi kan ikke bare beslaglægge ejendom, hvis vi har bare har "hørt", at der er mistanke om kriminalitet, siger J.P. Willemse.
- Vi skal have en myndighedsperson til at lave en særlig juridisk erklæring om det, tilføjer han.
I alt har sydafrikanske myndigheder indtil videre fundet værdier for godt fem millioner danske kroner.
Nu er arbejdet i gang med at få pengene tilbage til den danske statskasse, der mangler 120 millioner kroner som konsekvens af Britta Nielsens formodede svindel.
Hurtigt fokus på Sydafrika
Samarbejdet mellem dansk og sydafrikansk politi kom i stand omkring det tidspunkt, sagen eksploderede i medierne i Danmark - ved middagstid den 9. oktober sidste år.
Her fortalte socialminister Mai Mercado (K) offentligheden om sagen, som hun betegnede som "gement tyveri".
Allerede om morgenen den 9. oktober fik dansk politi lov til at sætte gang i ransagninger og beslaglæggelser i Sydafrika, hvor Britta Nielsen på det tidspunkt var mistænkt for at have en række værdier.
Den efterfølgende dag, 10. oktober, lavede danske myndigheder en international arrestordre på Britta Nielsen, som havde været efterlyst i Danmark siden 30. september, fordi politiet ikke kunne finde hende på hendes bopæl i Hvidovre.
Det fik det internationale politisamarbejde Interpol til at sætte et "rødt flag" på Britta Nielsen, så hun kunne blive anholdt i Sydafrika.
Og allerede inden to danske betjente landede i Sydafrika for at bistå med efterforskningen, var de sydafrikanske myndigheder i gang med at sikre værdier, så den danske statskasse kunne få nogle af de penge tilbage, som Britta Nielsen var mistænkt for at have overført til sig selv.
- Jeg fik et telefonopkald fra det danske bagmandspoliti. Vi talte sammen, og der var vi allerede gået i gang med at identificere værdier i Sydafrika via vores lokale systemer, siger J.P. Willemse.
Da de to danske betjente efterfølgende ankom til Sydafrika, havde de lokale myndigheder ifølge J.P. Willemse allerede identificeret de fleste af Britta Nielsens og sønnens værdier.
Også ros til Interpol
Selvom både danske og sydafrikanske myndigheder var til stede ved anholdelsen af Britta Nielsen i en luksuslejlighed den 5. november tidligt om morgenen i Johannesburg, så var det en betjent fra Interpol, som stod for selve anholdelsen af den svindelmistænkte kvinde.
Samme betjent, Willem Van Der Heever, stod også for anholdelsen af sønnen en uge forinden i Johannesburgs Lufthavn, ligesom han stod for efterforskningen af sagen på sydafrikansk grund.
Og der er da også ros til folkene fra det internationale politisamarbejde, Interpol.
- De gjorde et virkelig godt arbejde med at anholde Jimmy Hayat og Britta Nielsen, siger chefen for myndigheden, der bekæmper økonomisk kriminalitet i Sydafrika, J.P. Willemse.
Den 8. november blev både mor og søn stillet for en dommer i Sydafrika, som besluttede, at de kunne løslades på betingelse af, at de fulgte med Interpol til lufthavnen.
Her stod medarbejdere fra det danske bagmandspoliti klar til at ledsage dem i flyet til Danmark, hvor de ankom den 9. november.
Dagen efter blev de varetægtsfængslet i et grundlovsforhør. Sønnen er mistænkt for groft hæleri, men nægter sig skyldig. Britta Nielsen er mistænkt for groft databedrageri. Det er uklart, hvordan hun stiller sig.
Bagmandspolitiet forventer snart af beslutte, om de sigtede skal anklages formelt.
Sjovt at arbejde sammen
Samarbejdet gik faktisk så godt, at den sydafrikanske chef nu skal fortælle om det på en konference i Rumænien om internationalt samarbejde i forbindelse med bekæmpelse af økonomisk kriminalitet til efteråret.
- Det var et ret sjovt arbejde. Det var godt samarbejde, og det var godt at tale om det samarbejde, myndighederne har i hele verden, når det kommer til at bekæmpe økonomisk kriminalitet, siger J.P. Willemse.
De forskellige myndigheder i Europa og andre lande, der arbejder med økonomisk kriminalitet, har et formelt samarbejde, der hedder CARIN.
Samarbejdet gør, at hvert land har en kontaktperson, som andre lande verden over nemt kan komme i kontakt med.