En dansk statsborger er blevet anholdt af politiet i den amerikanske delstat Colorado. Han sigtes for at have forårsaget en stor skovbrand, skriver nyhedsbureauet UPI.
Anholdelsen af den 52-årige mand skete lørdag i forbindelse med efterforskningen af en brand, der har hærget et større område i den sydlige del af staten.
Branden opstod onsdag i sidste uge, og flere end 2000 huse blev evakueret, ligesom 500 brandfolk blev sat ind på opgaven, rapporterer flere lokale medier.
Umiddelbart mener myndighederne, at der er tale om et uheld.
- Så vidt vi ved, gjorde han det ikke med vilje, siger en talsperson for Costilla County Sheriff's Office til avisen The Denver Post.
Naturbranden er opstået i et forholdsvist øde og bjergrigt område cirka tre timers kørsel syd for Denver. Det ligger tæt på nationalparken Great Sand Dunes.
De amerikanske udlændingemyndigheder er involveret, fordi danskeren kan blive udvist. Selve anholdelsen skete uden dramatik, har sheriffens kontor oplyst på Facebook.
/ritzau/