Dansk Energi: EU-aftale skuffer ved ikke at udnytte energien bedre

EUs' ny pakke om klima og energi burde være mere ambitiøs, når det gælder energieffektivitet, mener elbranchen.

Dansk Energi påpeger, at EU-Kommissionen selv har beregnet, at der kan skæres 2,6 procent af gasimporten for hver procent energi der spares - for eksempel ved mere energivenlige biler. (© Colourbox)

Brancheorganisationen Dansk Energi, der repræsenterer elselskaberne, er skuffet over, at EU's stats- og regeringschefer har sænket ambitionen for mere effektiv brug af energien i 2030.

I stedet for det foreslåede sparemål på 30 procent endte tallet på 27 procent, da aftalen efter lange og vanskelige forhandlinger blev nået natten til fredag.

EU-Kommissionen har selv beregnet, at for hver procent energi, EU sparer på mere brændstoføkonomiske biler, velisolerede bygninger og effektive husholdningsapparater, kan man skære 2,6 procent af gasimporten.

Lidt af en mavepuster

Det påpeger Anders Stouge, vicedirektør i Dansk Energi.

- Det er lidt af en mavepuster, at ambitionerne på energieffektivisering er faldet til 27 procent. EU-Kommissionen pegede i sommer på, at når man anvender energien mere effektivt, så har det direkte indflydelse på gasprisen, samtidig med at importen af gas falder, siger han.

Det er altså både lavere gaspriser og mindre afhængighed af import fra eksempelvis Rusland, som er på spil, fremhæver vicedirektøren.

Regeringslederne burde ikke have slækket på målet, for det er at sælge ud af EU's fremtidige energi- og klimapolitik, og det gavner absolut heller ikke vores eksportmuligheder, mener Anders Stouge.

/ritzau/