På den ene side er det frygtelig hårdt og stressende, og på den anden side fantastisk at opleve fællesskabet og se, hvor mange der står klar til at hjælpe.
Sådan lyder det fra Claus Rasmussen, der siden i går har været tilknyttet redningsaktionen ved den underjordiske grotte i Thailand, hvor 12 thailandske fodbolddrenge og deres træner har været spærret inde de sidste 10 dage.
- Jeg har en søn på 11 år og en datter på 13 år, så de er samme alder. Det er store følelser for både mig og min kone, som villigt sendte mig herop og sætte mit eget liv på spil for at redde børnene, siger han over en Skype-forbindelse.
Claus Rasmussen er bosat i Thailand og arbejder til daglig som dykkerinstruktør. Han har stor erfaring med grottedykning, men han har aldrig dykket i Tham Luang Nang Non-grotten.
Claus Rasmussen ankom til redningsstedet i går for at overtage hjælpearbejdet fra en kollega, kort før børnene blev fundet. Derfor ser det lige nu ikke ud til, at han skal sættes ind som dykker. Det er overladt til specialstyrker, som skal stå for selve redningsaktionen.
Med mindre vejrforholdene ændrer sig, så der bliver brug for flere dykkere.
- Jeg står standby, siger Claus Rasmussen.
- Jeg var frygtelig glad, da jeg nåede herop og hørte, de var fundet. Selv om jeg gerne ville have været derinde og have hjulpet med at finde dem, siger han.
I stedet har han og kollegerne givet råd og vejledning til de thailandske specialstyrker.
Børnene skal ikke lære at dykke selv
- Vi er vant til at arbejde med børn og scubadykning og undervisning, som specialstyrkerne ikke er, siger han.
Planen lige nu er, at specialstyrkerne skal transportere børnene ud af grotten, men børnene behøver ikke lære at dykke selv, for at det kan lade sig gøre.
- Børnene har ikke brug for at lære at dykke, men de skal være stærke nok og klare nok i hovederne til rent faktisk at kunne forholde sig roligt, når de bliver transporteret ud, siger han.
Derudover hjælper Claus Rasmussen og kollegerne med det logistiske omkring redningsaktionen, hvor mere end 1.000 personer og specialister fra flere lande er involveret.
Claus Rasmussen og hans team har blandt andet hjulpet med transport af iltflasker til de dykkere, der har været inde hos børnene.
- Jeg er glad for at være en del af det. Det er en fantastisk fornemmelse af være med i det fællesskab, der er i lejren, siger Claus Rasmussen.
- Det er forskel på, hvordan det var før og efter, de blev fundet. Men dedikationen er den samme. Før var det med håb, men nu ved vi, at der faktisk er en vej ud, siger Claus Rasmussen.
Jeg tror, det lykkes
Det tog mange dage at finde børnene og deres træner, fordi vandet i den underjordiske Tham Luang Nang Non-grotte er mudret, hvilket gør det svært at se. Drengene befinder sig omkring to kilometer inde i grotten, og det er derfor ingen let sag at skulle transportere dem ud.
- Jeg tror, det bliver svært og hårdt arbejde for specialstyrkerne, siger Claus Rasmussen.
- Men jeg tror, at det lykkes at få dem ud.