Vindmølle-kampen mellem Europa og Kina bliver meget synlig i en række jyske landsbyer i dag:
Et møllehoved på 11 gange 11 meter skal fragtes fra Siemens Gamesas fabrik ved Brande i Midtjylland til Hvide Sande.
Lasten er så stor og usædvanlig, at det har været nødvendigt at fjerne lygtepæle, vejskilte og reguleringslys og midlertidigt udvide rundkørsler i landsbyerne på ruten for at gøre plads.
Møllehovedet skal ende sin færd på det nationale vindmølletestcenter ved Østerild i Thy, hvor det skal monteres på verdens hidtil største vindmølle uden for Kina.
Den ny mølle får en effekt på 21 MW og kommer til at rage mere end 300 meter op i luften.
- Det er en stor nyhed. Det her er en mølle, der er betydeligt større end de andre vestlige havmøller, som vi ser på markedet i øjeblikket, siger aktieanalysechef Jacob Pedersen fra Sydbank, som følger vindmøllemarkedet tæt.
De hidtil største testmøller på det danske vindmølletestcenter er på 14 og 15 MW med en højde på 280 meter.
Kæmpemøllerne skal puste kineserne i nakken
Der er ingen tvivl om, at kæmpemøllen er tænkt som et modsvar på den meget aggressive fremfærd, som de kinesiske producenter har, forklarer aktieanalysechef Jacob Pedersen.
- Flere af de kinesiske producenter har allerede møller i den størrelse, og det er klart, at hvis de vestlige aktører skal holde sig konkurrencedygtige hen over de næste år, så kræver det, at man skærper sig og får produkter, som størrelsesmæssigt kan matche, det som kommer fra Kina, siger Jacob Pedersen.
Den kinesiske producent Dongfang har i år opstillet en 310 meter høj testmølle på 26 MW, og producenten Mingyang har en prototype på 20 MW.
Også hos brancheorganisationen Green Power Denmark ser man den nye store testmølle fra Siemens Gamesa som et svar på konkurrencen fra Kina.
- De kinesiske producenter kommer fra et meget stort hjemmemarked. Det betyder, at de er meget konkurrencedygtige. De er meget prisbillige, fordi de har masser af statsstøtte med fra Kina. Det er en udfordring, hvis man skal konkurrere på lige vilkår, og det er svært med kinesiske mølleproducenter lige i øjeblikket, siger vicedirektør i Green Power Denmark, Jan Hylleberg.
Video (China Central Television): Den kinesiske producent Dongfang står bag verdens højeste vindmølle på 26 megaWatt og 310 meters højde. Den blev indviet tidligere i år.
Et stort flertal i Folketinget besluttede i år at undersøge en udvidelse af testcentret i Østerild med plads til op til 450 meter høje møller.
Det skete netop med begrundelsen, at det er nødvendigt med den slags testfaciliteter, hvis Danmark skal bevare sin førerposition indenfor vindkraft og holde trit med de kinesiske producenter.
Hos Siemens Gamesa bekræfter pressechef Mette Strøyer, at transporten af den store møller er planlagt til fredag aften og nat, men hun har ellers ingen kommentarer til den ny testmølle på nuværende tidspunkt.
Siemens Gamesa har fået 224 mio. kroner fra EU i udviklingsstøtte til den ny prototype.
Møllehovedet, der skal fragtes i aften, køres fra en fabrik i Brande til havnen i Hvide Sande og skal derfra sejles videre til Hanstholm. Herfra transporteres det til det nationale testcenter for store vindmøller ved Østerild i Thy.