Syv etaper inde i Tour de France skærper Danmarks Idrætsforbund og Anti Doping Danmark nu retorikken og leverer en opsigtsvækkende kritik mod tidligere hold-ejer og cykelrytter Bjarne Riis samt hans arbejdsgiver - tv-stationen TV 2.
De to organisationer mener, at det ikke blot er et uheldigt signal men også forstemmende, at Bjarne Riis lige nu bliver brugt som ekspert i studiet på TV 2’s Tour de France-udsendelser.
Kritikken kommer bare 17 dage efter, at de to organisationer offentliggjorde rapporten ’Doping i dansk cykelsport 1998-2015’, hvor Bjarne Riis eksempelvis forklarer, hvordan han kendte til dopingmisbrug på sit eget hold. Angrebet på Riis og TV 2 leveres af blandt andet Danmarks Idrætsforbunds (DIF) direktør, Morten Mølholm.
- Vi må konstatere, at både ryttere, ledere fra cykelhold, sponsorer og sågar en enkelt tv-station har reageret på vores rapport ved nærmest – umiddelbart efter rapporten og uden forbehold – at tage imod Bjarne Riis med åbne arme, siger Morten Mølholm.
Idrætten føler sig alene med doping-problemet
- Det synes vi selvfølgelig er forstemmende, fordi en hovedkonklusion i rapporten er markante ledelsessvigt, og det bliver man simpelthen nødt til at gøre noget ved, og det gør man ikke ved med det samme at byde en af dem, der har lavet svigt, velkommen med det samme.
I Danmarks Idrætsforbund er opfattelsen på bagkanten af organisationens egen dopingrapport, at man står alene i kampen mod dopingmisbruget i cykelsporten. Det er derfor, at Morten Mølholm nu sender opråbet af sted.
Opråbet står DIF ikke alene med.
I Anti Doping Danmark, der var med til at lave dopingrapporten, erklærer de sig fuldstændig enige i kritikken, siger direktør Michael Ask.
- Jeg synes, at det er et uheldigt signal at sende, at man kan se Bjarne Riis sidde på det tv-program, der har flest seere i øjeblikket. Det sender et signal til alle inden for cykelsporten om, at det nok ikke var så slemt igen.
- Bjarne Riis er ikke troværdig
På bagkant af Anti Doping Danmark og DIF’s rapport om dopingmisbrug vurderer de to organisationer, at Bjarne Riis ikke har fortalt alt, hvad han ved om dopingmisbruget i cykelsporten. Det er en af de medvirkende årsager til, at han ikke bør bruges som hverken ekspert eller i cykelsporten igen, mener Michael Ask.
- Når han ikke kan være troværdig om sin fortid, så er det også meget svært at tro på, han kan være troværdig om sin fremtid og sin involvering i cykelsporten, siger han.
Morten Mølholm stemmer i. Direkte adspurgt, hvorvidt fortid ikke blot er fortid, hvorfor TV 2 og Bjarne Riis nu blot prøver at komme videre, lyder det afvisende svar fra DIF-direktøren:
- Jeg mener netop, at vi kigger fremad. Men man kan kun kigge fremad, hvis man lægger alle kort på bordet. En af de klare konklusioner i rapporten er, at man ikke har fået lagt alle kort på bordet.