PET arbejder fortsat på at verificere den video på nettet, som angiveligt viser drabet på en af de to dræbte skandinaviske turister i Marokko.
Det oplyser efterretningstjenesten til DR Nyheder.
- Der har været forlydender i internationale medier om, at danske myndigheder skulle kunne bekræfte ægtheden af den video, som angiveligt viser drabet på en af de to dræbte kvinder i Marokko. PET er sammen med Rigspolitiet fortsat i gang med at analysere videoen, og vi kan på nuværende tidspunkt ikke sige noget nærmere om videoens ægthed, skriver PET i en mail.
Videoen florerer på forskellige internetsider, og også de norske myndigheder forsøger at få dens ægthed bekræftet, skriver norske Aftenposten.
- Vi foretager de undersøgelser, vi kan her i Norge. Vi er særlig optaget af videoen. Vi samarbejder med dansk politi, og vi arbejder på at få sat gang i forskellige tiltag, som skal standse delingen af den og på at få den verificeret, siger kommunikationschef hos Kripos, Ida Nilssen, til det norske medie.
Skal fjernes for de pårørende
Derudover forsøger politiet i Norge i samarbejde med dansk politi at få videoen fjernet fra diverse internetsider.
- Det er først og fremmest af hensyn til de pårørende, men det er også for at få kontrol over filmen, siger Ida Nilssen.
- Der florerer en forfærdelig video på de sociale medier, lød det tidligere i dag på et pressemøde fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).
- Mine tanker og medfølelse går til de to unge kvinders familier. Hvad de skal gennemgå de her dage, kan jeg næsten ikke forestille mig, sagde han.
I går meddelte PET, at ’drabene muligvis kan relateres til terrororganisationen IS’.
Chefen for Norges efterretningstjeneste, PST, Benedicte Bjørnland, siger ifølge det norske nyhedsbureau NTB, at man ikke med sikkerhed kan sige, at det er Islamisk Stat, der står bag dobbeltdrabet.
Sagen kort
- •
Den 24-årige danske kvinde Louisa Vesterager Jespersen og hendes 28-årige norske veninde Maren Ueland blev fundet døde i mandags i et øde bjergområde ved Toubkal-bjerget tæt på bjerglandsbyen Imlil ca. en times kørsel syd fra Marrakech.
- •
De var på julerejse i Marokko og havde de seneste dage været på vandretur i Atlasbjergene, hvor de camperede.
- •
Marokkanske myndigheder efterforsker dobbeltdrabet som en terrorhandling, fordi en af i alt fire anholdte mænd har en forbindelse til en ekstremistisk gruppe.
- •
Derudover indikerer drabsvideoen, at der kan være tale om terror, lyder det fra myndighederne.
- •
De fire personer, som er anholdt, blev alle pågrebet i Marrakech.
- •
Marokkos ambassade i Danmark skriver i en mail til DR Nyheder, at politiet nu undersøger deres forbindelse til dobbeltdrabet for at finde ud af motivet bag forbrydelsen.