Mens vi andre skruer ned for blusset og nyder sommerferien, er det højsæson for de svindlere, som ved hjælp af falske e-mails forsøger at franarre os kreditkort-oplysninger og andre personfølsomme oplysninger.
Hos Nets har man i de seneste uger fået flere tusinde opkald fra kunder, der bliver udsat for såkaldt phishing, fortæller Sune Gabelgård, der er leder af svindelbekæmpelse i Nets.
- Man kan kalde det ferie-phishing, hvor svindlere har forberedt sig på, at danskerne er på vej på ferie, siger Sune Gabelgård og kalder det, som foregår i øjeblikket, en decideret ”phishing-epidemi”.
Skærpede metoder
Rigtig mange danskere modtager i disse dage e-mails, hvor svindlerne giver sig ud for at være Nets og forsøger at lokke folk til at dele personfølsomme oplysninger. Og risikoen for at falde i en af phishing-fælderne er højere i dag end tidligere.
Det er nemlig blevet sværere at gennemskue svindlernes metoder, siger Sune Gabelgård.
- De (red. svindlerne) er blevet markant bedre til at formulere deres mails og ramme deres ofre på det rigtige tidspunkt for eksempel i en stresset situation, siger Sune Gabelgård og understreger derfor, at man ikke er dum, hvis man falder i.
- Derfor skal man ikke skamme sig, hvis man er kommet til at aflevere personfølsomme oplysninger. Man skal i stedet sørge for at reagere, siger han og henviser til, at folk enten skal kontakte deres bank eller Nets, hvis de udsættes for phishing.
Selv i de tilfælde, hvor man skulle være i tvivl om hvorvidt, der er tale om en phishing-mail opfordrer Sune Gabelgård folk til at videresende mailen til Nets, så de kan be- eller afkræfte mistanken.
Vær opmærksom på detaljerne
Selvom svindlerne er blevet dygtigere til at formulere troværdige e-mails og efterligne virksomheders hjemmesider, er det stadig muligt at efterprøve rigtigheden af de henvendelser man modtager, siger sikkerhedsekspert i it-virksomheden CSIS Jan Kaastrup.
- Man skal være opmærksom på de hjemmesider, man ryger ind på, når man modtager en mail. Hvis der er tale om phishing, så vil URL-adressen i browseren nemlig aldrig være den samme som din banks eller Nets', siger Jan Kaastrup.
Derudover bør alarmklokkerne ifølge Jan Kaastrup begynde at ringe, hvis en e-mail fra banken eller Nets indeholder et direkte link til en log-in hjemmeside.
Både banker og Nets vil nemlig i første omgang typisk sende links til deres hjemmeside og ikke direkte til en log-in side.
Billedet nedenfor er et eksempel på, hvordan en falsk mail fra Nets kan se ud. Artiklen fortsætter under billedet.
Pilen peger på rumænere
Årsagen til, at Danmark i øjeblikket oplever en stigning, skyldes ifølge Jan Kastraap, at svindlerne sætter ind i bølger.
Indtil for nylig har der i Danmark været en pause i svindelforsøgene, men nu er de vendt tilbage, siger Jan Kaastrup og mener, at det er en særlig gruppe, som står bag svindelnumrene.
- Det plejer sædvanligvis at være rumænere. De har terroriseret os de sidste fem til seks år, siger han og tilføjer, at det passer med, at de nu vender tilbage.
Folk, der udsættes for phishing-svindel, skal udover at kontakte banken, Nets og politiet gå ind på borger.dk og forhindre muligheden for at kunne optage kredit via NemId.
Derudover fraråder CSIS folk fra at bruge deres CPR-nummer som brugernavn.