Danmark indgår forsvarssamarbejdsaftale med USA

Ny aftale sikrer amerikanske soldater vide rammer for at træne og opbevare våben i Danmark.

Amerikanske soldater får nemmere ved at opholde sig i Danmark med den nye aftale. På billedet ses en dansk/amerikansk militærøvelse i Rønne Lufthavn og på Raghammer Skydeterræn på Bornholm i maj 2022. (Foto: © Pelle Rink, © Pelle Rink)

Danmark og USA har indgået en aftale, der giver amerikanske soldater og materiel helt nye rammer for at opholde sig her i landet.

På et pressemøde siger statsminister Mette Frederiksen (S), at Danmark er blevet enig med USA om en såkaldt forsvarssamarbejdsaftale.

Aftalen betyder, at USA kan placere både soldater og materiel permanent i Danmark.

- Amerikanske soldater kan blive udstationeret på flyvestationer i Karup, Skrydstrup og Aalborg i korte og længere perioder, siger Mette Frederiksen.

Hun siger i samme ombæring, at USA og Nato er garant for Danmarks sikkerhed.

- Det er kun blevet tydeligere med den udvikling, vi har set i verden de senste år.

Aftalen har været ventet. I går underskrev USA og Finland nemlig en lignende aftale.

I den forbindelse sagde USA’s udenrigsminister Antony Blinken, at USA og Danmark ville underskrive en forsvarssamarbejdsaftale i denne uge.

Mette Frederiksen siger, at man ikke har taget stilling til, hvor mange amerikanske soldater, der bliver udstationeret.

- Det kan forandre sig over tid, siger hun.

Men man skal vænne sig til amerikanske soldater i gadebilledet.

- Man kommer til at se amerikanske soldater på dansk jord, og det vil man jo også kunne høre, når man går ned og handler i Brugsen, at der er amerikanere. Det vil ændre gadebilledet, de steder hvor de vil være. Det glæder vi os til, siger Mette Frederiksen.

Statsminister Mette Frederiksen samt vicestatsminister og forsvarsminister Troels Lund Poulsen holder pressemøde om forsvarssamarbejdet med USA i Statsministeriet i dag. (Foto: © Thomas Traasdahl, Ritzau Scanpix)

Uhindret adgang

USA har allerede indgået lignende aftaler med vores nabolande.

For eksempel giver aftalen mellem Finland og USA amerikanske styrker uhindret adgang til 15 områder i Finland. Det drejer sig blandt andet om fire flyvestationer og en militær havn.

Tidligere på måneden har Sverige indgået en forsvarssamarbejdsaftale med USA. Den sikrer, at amerikanske soldater kan komme og gå, som det passer dem, på 17 militærbaser i Sverige og bruge områderne til at lave øvelser, opbevare våben og lande med fly.

I en lignende aftale fra 2021 har Norge givet USA adgang til fire baser. Med aftalen gav Norge samtidig afkald på serveretten til at udøve strafferetlig jurisdiktion over amerikanske styrker i Norge.

I stedet er hovedreglen, at amerikanske myndigheder skal retsforfølge forbrydelser, begået af deres egne styrker, også selv om de skulle begå forbrydelser uden for baserne og i deres fritid.

Den del af aftalen har også skabt debat i den svenske aftale.

Mette Frederiksen siger på pressemødet, at amerikanerne som udgangspunkt selv retsforfølger deres soldater, hvis de skulle begå kriminelle handlinger på dansk jord.

- Medmindre at Danmark i en konkret situation vurderer, at vi ønsker det anderledes.

Vigtig ven

Også forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) kalder på pressemødet samarbejdet med USA for afgørende for Danmarks sikkerhed.

- Det er både vigtigt for Danmark og for vores nærområde. Derfor har vi ikke nogen grund til at tro, at et samarbejde med en ven ikke skulle blive nogen succes, siger Troels Lund Poulsen.

- Vi har en klar forventning om, at man overholder de regler, der er, når man stationeres i Danmark, tilføjer Mette Frederiksen.