Trods megen debat om velfærdsturisme og børnechecks, der sendes ud af landet, har vi faktisk ikke særligt mange indvandrere fra andre EU-lande.
3,3 procent af de 15-64-årige i Danmark er fra et af de 27 andre EU-lande. Det placerer os som nummer otte i EU og tæt på gennemsnittet på tre procent ligeud.
Det skriver Dansk Arbejdsgiverforenings nyhedsbrev Agenda ud fra nye tal fra Eurostat.
Velfærdsydelser er ikke vigtigt
I toppen af listen ligger lande som Cypern, Irland og Belgien, der alle har mere end syv procent af deres befolkning udgjort af borgere fra de andre EU-lande. I den anden ende findes Polen, Slovenien og Portugal - alle på under én procent.
Ifølge Jon Kvist, der er professor fra Roskilde Universitet, viser tallene, at det ikke er høje velfærdsydelser, der arbejdskraft fra andre EU-lande til. Det er derimod de økonomiske muligheder, man kan finde.
- Hvis vi ser på nogle af de lande, der tiltrækker mange folk, er det for eksempel Irland, som har haft et økonomisk opsving, som tiltrak en masse polakker. Så selv her efter krisen er de ikke forsvundet så hastigt, som de kom til, siger han.
De fleste er i job
Eurostat har også set på, hvor mange af de indvandrede EU-borgere, der er i arbejde. Og her ligger Danmark i toppen.
Omkring tre fjerdedele er beskæftigede og mange af medlemmerne i den ubeskæftigede grupper bidrager også til det danske samfund.
- Blandt dem, der ikke er i beskæftigelse, er nogle medfølgende partnere til beskæftigede, og nogle er studerende. Så der er altså mange, der er aktive, selvom de ikke er i beskæftigelse, siger Jon Kvist.