Der var ingen tvivl, da Anders Fogh Rasmussen i 2009 kommenterede på de vedholdende rygter om, at han stillede op som kandidat til posten som NATO's nye generalsekretær.
- Jeg er ikke kandidat til nogen international post, og det er min hensigt at forblive som statsminister i Danmark, så længe vælgerne ønsker det, udtalte han ved et pressemøde i februar 2009.
I dagens afsnit af Detektors løgnekalender skal vi tilbage til 2009, hvor rygterne om daværende statsminister Anders Fogh Rasmussens kandidatur til jobbet som NATO-generalsekretær svirrede. Men på trods af Anders Fogh Rasmussens gentagne afvisninger, viste rygtet som bekendt at holde stik.
Fogh holdt fast
Da rygterne var på sit højeste, brugte medierne stort set hver en lejlighed til at spørge ind til statsministeren karriereplaner. Og hver gang forsikrede Anders Fogh Rasmussen, at der ikke var noget om snakken.
- Det er altid interessant for et land at få en toppost, men jeg er bare nødt til at gentage, hvad jeg nu har sagt flere gange: Jeg er ikke kandidat.
Dansk Folkepartis daværende formand Pia Kjærsgaard var dog kritisk over for Foghs afvisninger. Og mens rygterne florerede, var hun flere gange ude og angribe ham. Hun beskyldte ham blandt andet for at være fraværende:
Fogh var kandidat til toppost i NATO
På trods af alle forsikringerne blev Anders Fogh den 4. april 2009 som bekendt udnævnt til generalsekretær i NATO.
Som følge af udnævnelsen måtte Anders Fogh fratræde sin post som Danmarks statsminister. En post, han som bekendt overlod til daværende næstformand i Venstre, Lars Løkke Rasmussen.
Hemmelig NATO-valgkampagne
Efter Anders Fogh Rasmussens tiltrædelse som generalsekretær kom det frem, at han allerede få måneder efter valgsejren i november 2007 havde bedt den daværende amerikanske præsident, George W. Bush, om at støtte ham i forsøget på at blive NATOs generalsekretær. Det viste en rapport fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) fra 2011, der fortæller at:
- Det Hvide Hus første gang hørte om Foghs ønske om at blive generalsekretær under den danske statsministers besøg i præsidentens private bolig i Crawford, Texas, i februar 2008.
Fogh mente dog ikke selv, at han løj, da han afviste planerne over for pressen i 2009. Han brugte nemlig en snæver betegnelse af 'kandidat'.
- Jeg blev først kandidat, da jeg forleden annoncerede mit kandidatur. Man melder sig ikke som kandidat, før man næsten er sikker på at få posten. Derfor er det sandt, når jeg sagde, at jeg ikke var kandidat, sagde Anders Fogh til TV2 efter udnævnelsen.
Vestager: I modsætning til Fogh mener jeg det
Fogh er dog ikke den eneste, der har afvist et kandidatur til en internationale topposter. I 2014 fastholdt tidligere økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager, at hun ikke var kandidat til posten som EU-kommissær.
- Jeg er ikke kandidat til nogen internationale topposter. Og i modsætning til Fogh, så mener jeg det, lød det fra Vestager i en skriftlig kommentar til Politiken.
Men den 31. august 2014 blev Margrethe Vestager alligevel valgt som Danmarks nye EU-kommissær og måtte som følge af udnævnelsen fratræde sin post som økonomi- og indenrigsminister i den daværende SRSF -regering.
Hun overdrager ved samme lejlighed De Radikales formandspost til Morten Østergaard.
En forståelig løgn
Men hvordan kan det være, at ministrene vælger at lyve, når de kandiderer til store internationale topposter?
Ifølge Frederik Hjorth, ph.d.-studerende i politisk adfærd ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, er det i virkeligheden en løgn, de fleste nok kan relatere til.
- Det er ikke anderledes, end når almindelige mennesker søger et job, mens de allerede er ansat et andet sted. I de her tilfælde er chefen bare befolkningen. Måske får politikerne ikke jobbet, og de ønsker i så fald ikke at være på dårlig fod med befolkningen. Det er efter min mening en aldeles uskyldig og forståelig løgn, siger han til Detektor.
Forståeligt eller ej. Sjovt er det sjældent, når man føres bag lyset. Hverken når det er af vinderen af årets mandelgave, der under desserten har afvist at sidde inde med mandlen. Eller når det er ministre, der tier om deres karriereplaner i udlandet.