Chefen delte sine soldater i to hold. Nogle skulle forlade militærbasen og søge skjul i ørkennatten. Væk fra de altødelæggende missiler, der få timer senere ville slå ned og jævne det hele med jorden.
Andre måtte blive tilbage. Med stor sandsynlighed for død og lemlæstelse i basens alt for spinkle beskyttelsesrum. Blandt andet fordi der ikke var plads til dem alle i køretøjerne.
Oberstløjtnant Frederik Calundan var chef for de danske soldater i Irak, der for knap et år siden overlevede et voldsomt iransk angreb med ballistiske missiler.
Han blev selv tilbage. Og krøb sammen bag sandsække og spinkle betonvægge for at finde dækning.
- Det var det farligste sted at befinde sig, hvis missilerne kom. Som fører måtte det være min tort at dele den byrde, forklarer han.
Et mirakel, at ingen omkom
Det var et mirakel, at ingen omkom under angrebet, mener han i dag. Det viste sig senere, at det var det mest voldsomme bombardement af amerikanske styrker nogensinde med ballistiske missiler. Men 130 danske soldater var også til stede.
Det står nu også fast, at angrebet på Al Asad Air Base var langt mere dramatisk, end det tidligere har været fremme. Det viser nye afklassificerede dokumenter fra Forsvarskommandoen.
- Jeg var overbevist om, at danske soldater skulle dø den nat. At der var mange omkomne i de områder, hvor missilerne havde ramt, siger Frederik Calundan, der i dag er chef for en hærbataljon på kasernen i Fredericia.
Det skete ikke. Men de slap ikke uden skrammer.
Forventer flere i behandling
På grund af bombardementets voldsomme rystelser og trykbølger fik mere end hundrede amerikanske soldater traumatiske skader på hjernen.
For nogle har skaderne senere udviklet sig til konstant hovedpine, tinnitus og posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD).
Forsvarskommandoen oplyser, at ingen danske soldater i dag lider af fysiske skader. Men kort efter angrebet blev to fløjet akut hjem til Danmark med stressreaktioner. I dag er fem veteraner i behandlingsforløb hos Militær Psykologisk Afdeling på grund af angrebet.
- Det er Veterancentrets vurdering, at der fortsat vil være soldater, der henvender sig i forhold til at modtage behandling på baggrund af angrebet, oplyser Forsvarskommandoen.
30 missiler rettet mod basen
Frederik Calundan husker den kropslige følelse af ekstrem alvor, da han blev briefet om angrebet. Af at synke sit spyt en ekstra gang. Den sugende fornemmelse i maven. Ører og hjerne registrerer hvert et ord som en båndoptager.
Chefen for de amerikanske soldater fortalte, at man havde troværdige efterretninger om, at Iran ville angribe basen med ballistiske missiler.
Angrebet var hævn for et amerikansk droneangreb, der få dage før havde dræbt den højtstående og indflydelsesrige general Qassem Soleimani, der var på besøg i Irak.
Et storstilet missilangreb med en sprængkraft, der kunne jævne dele af basen med jorden og dræbe og såre hundredvis af soldater, vurderede højtstående amerikanske officerer senere i tv-programmet ‘60 Minutes’.
- Trussel om missilangreb med op til 30 ballistiske missiler rettet med Al Asad Air Base, skrev de hjem til Forsvarets Operationscenter i Karup i Midtjylland.
Base var truet fra to sider
Frederik Calundan fortæller, at truslen fra de 30 ballistiske missiler vævede sig ind i et voldeligt trusselsbillede, der i forvejen var kompliceret.
Andre oplysninger tegnede nemlig samtidig omridset af et nært forestående og velorganiseret angreb fra land. Fra en velbevæbnet milits med iransk støtte i ryggen. Basen var alvorligt truet fra to sider.
- Vi skulle være klar til at imødegå begge trusler. Og vi vidste ikke, om missilerne ville komme først, eller de var tiltænkt som en afledningsmanøvre for et angreb over land, beskriver Frederik Calundan.
Den amerikanske chef tilbød, at danskerne kunne indgå i en storstilet plan, hvor et flertal af basens soldater midlertidigt blev evakueret ud i ørkenen. Væk fra den indre del af basen, hvor missilerne ville slå ned.
Resten skulle blive tilbage - klar til at slå et eventuelt angreb tilbage. Men danskerne var sendt ud på en såkaldt ‘stationær træningsopgave’ på en koalitionsbase.
Derfor var der ikke prioriteret nok pansrede køretøjer til mobile indsættelser af alt personel, oplyser Forsvarskommandoen i dag.
Med andre ord: Der var plads til to tredjedele i køretøjerne. Resten måtte blive tilbage - indenfor missilernes dødszone.
Delte sine soldater op
Frederik Calundan fortæller, at han valgte at dele sine soldater op efter militære færdigheder. På det ene hold dem, der var i stand til at kæmpe for sig selv i de pansrede køretøjer.
- De resterende, der var i stand til at kæmpe fra en fast linje, skulle bliver inde og udnytte de bedst mulige bunkere og beskyttede faciliteter, forklarer han.
- Jeg stod midt i en af de tungeste beslutninger i mit liv. Det var en sugende og tyngende følelse af ansvar i mellemgulvet.
- Fordi jeg på daværende tidspunkt regnede med, at det ville koste danske liv uanset hvad.
Da støvet havde lagt sig efter de sidste pansrede køretøjer, der kørte ud i ørkennatten, sænkede en besynderlig ro sig, husker han.
- Alt er for nuværende roligt på Al Asad Air Base, rapporterede han hjem til operationscentret.
- Det var et tomrum, et mærkeligt limboland. Vi lagde os straks ned på jorden. Fordi vi forventede, at missilerne ville ramme kort efter. Men det skete ikke, husker han.
Incoming!
I åbne dækningsanlæg og en gammel luftværnsbunker fra Saddam Husseins tid ventede danskerne nervøst i cirka halvanden time.
Så skrattede alarmeringsanlægget:
- Incoming. Incoming. Incoming!
- I min tid i Forsvaret har jeg hørt mange høje brag. Men det her… jeg har aldrig oplevet noget lignende, beskriver oberstløjtnanten.
Han husker hvordan jorden rystede. At klumper af jord og sten regnede ned over dem. Som ved et fingerknips blev luften tåget af krudt og støv. Det første missil ramte tæt på danskerne. I 5-10 lange minutter troede han, det havde ramt et dansk beskyttelsesrum.
I den amerikanske del af lejren tog soldaterne hinanden under armen og bad fadervor. Flere måtte flygte fra enorme flammer, fordi der gik ild i en brændstoftank.
En amerikansk major fra flyvevåbnet fortalte senere til tv-programmet 60 Minutes at hun ikke troede, nogle kunne overleve sådan et angreb.
Frigivne amerikanske dronebilleder viser missilerne, der som dartpile fra rummet hamrer ned i basen. Sådan blev det ved i knap tre kvarter. Iran affyrede 16 missiler, og 11 af dem ramte Al Asad-basen.
- Det er svært at beskrive noget, man aldrig før i lyd eller styrke har oplevet. Det var et brag, der på en og samme tid både var højt, varede i lang tid og som kunne mærkes og smages. Det var virkelig sindssygt, beskriver Frederik Calundan.
Der fulgte en halv time med flere ‘incomings’ på alarmeringsanlægget. Uden nedslag. Indtil det sidste og 11. missil hamrede ned i basen som et punktum klokken ni minutter i tre. Men det anede ingen på det tidspunkt.
Troede stormangreb var på vej
Sidst på natten blev de beordret ud fra beskyttelsesrummene og ned i basens nærforsvarsanlæg. Som var det en ridderborg under belejring, der skulle slå et stormangreb tilbage.
- Det viste sig så, at det aldrig skete. Men der var ikke mange, der sov den nat.
Klokken tyve minutter over seks om morgenen kunne de sænke skuldrene, da der blev meldt ‘all clear’.
- Situationen er fortsat uafklaret, konstaterer rapporten til operationscentret tørt.
- Ingen vidste, hvad der ville ske. Om det var første kapitel i en krig i stor skala mellem USA og Iran. Om der kom flere missiler. Om angrebet var koordineret med et større landangreb, beskriver Frederik Calundan.
Kort efter angrebet besøgte DR Nyheders korrespondent Puk Damsgaard Al Asad Airbase og oberstløjtnant Frederik Calundan. Se videoen herunder.
Fløj pansrede køretøjer til Irak
På grund af sikkerhedssituationen blev et flertal af danskerne kort efter fløjet væk. I en dansk Hercules transportmaskine til Ali Al Salem Air Base i Kuwait.
- Soldaterne har været gode til at tage hånd om hinanden. Vi er godt på vej videre frem, skrev Frederik Calundan hjem i sin ugentlige situationsrapport.
I dag er han tilfreds med de beslutninger, han tog dengang.
- Ansvaret for, at vi gjorde som vi gjorde, det er ene og alene mit. Jeg ved også godt, at nogle har ar på sjælen den dag i dag. Men jeg kan også konstatere, at vi overlevede, siger han.
Efter angrebet sendte Forsvaret flere pansrede køretøjer med specialfly til Al Asad-basen. Så der var plads til flere, hvis det skulle blive nødvendigt at flytte styrken. Det oplyser Forsvarskommandoen.