Computere styrker differentieret undervisning

Digitale hjælpemidler gør det lettere at udfordre alle elever på deres niveau.

Folkeskolereformen, som træder i kraft til august, betyder blandt andet, at anvendelsen af it og digitale læringsformer skal styrkes. (Foto: © Preben Madsen, Scanpix)

Bogstavspil og regneprogrammer på computeren eller tabletten giver bonus i undervisningen.

En ny effektmålingen af digitale læremidler i folkeskolen viser, at den moderne teknologi øger elevernes motivation, frigør tid for lærerne og giver dem bedre muligheder for at differentiere undervisningen, så alle elever bliver udfordret på deres niveau.

70 procent af de 1.425 adspurgte lærere svarer, at de digitale læremidler har en positiv effekt på de nævnte områder, og det vækker glæder hos den ansvarlige minister.

- En bedre anvendelse af it og digitale læremidler i undervisningen er en central del af den nye folkeskole, fordi det er en af vejene til at udfordre alle elever, så de bliver så dygtige, som de kan. Vi skal bruge den nye viden, vi her har fået, til at styrke indsatsen, så endnu flere lærere i fremtiden anvender digitale læremidler som en naturlig del af undervisningen, siger undervisningsminister Christine Antorini.

Store forskelle i brugen

Målingen, som er foretaget for blandt andet Undervisningsministeriet og Kommunernes Landsforening (KL), peger også på, at der i gennemsnit bliver anvendt digitale læremidler i cirka 40 procent af alle undervisningsforløb i løbet af et skoleår.

Samtidig viser det sig, at der er store forskelle i anvendelsen af digitale læremidler fra skole til skole og fra lærer til lærer. Ifølge målingen er der derfor et stort uudnyttet potentiale i at få styrket anvendelsen af digitale læremidler.

Effektmålingen er gennemført i første kvartal af 2014 og bygger på to spørgeskemaundersøgelser foretaget blandt 1.425 lærere og 435 skoleledere. Den er gennemført som led i regeringens og KL's indsats for it i folkeskolen.