Coloplast tavs om milliardudgift til forlig med 7.000 kvinder

- Sådan en sag koster på imagekontoen, siger analytiker.

Coloplast har sat 5,25 milliarder kroner af til forlig med kvinder, som har komplikationer efter at have fået indopereret et underlivsnet fra virksomheden (arkivfoto). (Foto: © Sarah Christine Nørgaard, Scanpix)

Smerter, afmagt og ensomhed.

Det er hverdagen for Virginia Redding, som DR fortæller om i dokumentaren ”De skadede patienter”.

Roden til den 67-årige amerikaners lidelse skal vi finde i vores egen baghave. Det er nemlig det danske firma Coloplast, der har produceret de syntetiske underlivsnet, som Virginia Redding har fået opereret ind i sit underliv. Efter operationen voksede nettene sammen med hendes væv, og det er det, der har skabt smerterne.

Virginia Redding er ikke den eneste kvinde, der bebrejder Coloplast for en hverdag med smerter og manglende sexliv. Lige nu står 7.000 amerikanske kvinder bag et gruppesøgsmål mod virksomheden.

Og det kan mærkes, mener senioranalytiker ved Sydbank Søren Løntoft Hansen.

Coloplast vil ikke tale

Coloplast selv vil ikke udtale sig i kølvandet på dokumentaren, meddeler firmaets kommunikationsafdeling.

Hverken om, hvorfor de ikke tester deres underlivsnet på mennesker, før det bliver solgt, eller hvilke lande de sælger underlivsnettet i. Virksomheden vil heller ikke svare på, hvorvidt de vil fortsætte med at producere og sælge de syntetiske net.

- Jeg tror, vi er mange, der gerne ville have lidt mere åbne svar fra medicinalindustrien, siger analytiker ved Sydbank, Søren Løntoft Hansen.

Han følger branchen tæt og har også set dokumentaren "De skadede patienter".

Han er ikke i tvivl om, at sådan en sag har kostet Coloplast dyrt på to forskellige områder: På imagekontoen og på bundlinjen.

- Der er ingen tvivl om, at sådan en sag her koster på imagekontoen. Det gør den. Men det er en sag, der rækker nogle år tilbage. Bundlinjeeffekten har det allerede haft, siger Søren Løntoft Hansen.

Han forklarer, at Coloplast allerede blev trukket ind i sagen i 2011, og at sagen kunne ses på aktiekurserne dengang.

- Det kan lyde lidt hårdt, jeg har jo også set den her dokumentar og nærer stor sympati for de patienter, som optræder i den her dokumentar, men ud fra et investeringsmæssigt perspektiv, så har kursreaktionen allerede været der.

Virginia Redding har ikke indgået forlig. De 7.000 kvinder, der har sagsøgt i samlet flok, har nemlig skullet indgå en tavshedsklausul, og Virginia Redding har insisteret på at fortælle sin historie.

Fem milliarder kroner er rigtig mange penge

De 7.000 amerikanske kvinder, som har sagsøgt Coloplast for at have forårsaget smerte, har næsten alle indgået forlig.

Sammenlagt er det indtil videre løbet op i 4,7 milliarder kroner ud af de 5,2 milliarder kroner, som Coloplast har sat af i regnskabet.

Selv for et internationalt firma er det mange penge, slår Søren Løntoft Hansen fast.

- Det er jo rigtig, rigtig mange penge. Når man hensætter over fem milliarder, skal det også ses ud fra den betragtning, at de her produkter ikke udgør en speciel stor del af deres samlede omsætning. Så det er et meget stort beløb, siger han.

Coloplasts salg af udstyr til urologiske operationer og underlivsoperationer udgør kun omkring 11 procent af deres samlede indtjening, vurderer han.

Dommeren, som behandler gruppesøgsmålet har lukket for nye søgsmål.

I 2020 træder nye EU-regler på området i kraft. I et skriftligt svar til DR skriver Coloplast, at de vil "anerkende de nye regler".