Den tidligere danske forretningsmand Claus von Bülow er død, 92 år.
Det oplyser hans svigersøn til New York Times.
Von Bülow blev verdenskendt, da han i 1980'erne var gennem et langvarigt retsopgør om drabet på sin kone.
Claus von Bülow blev født 11. august 1926 i København.
Han kom på kostskole i Schweiz, blev student fra Herluftsholm og læste jura på det britiske universitet Cambridge.
Det førte til et job som sagfører og finansrådgiver i London.
Anklaget for drabsforsøg
I 1966 mødte han Martha "Sunny" Crawford, en amerikansk milliardærarving.
De giftede sig og flyttede til USA.
Efter 14 års ægteskab blev Sunny fundet bevidstløs på badeværelset i familiens palæ på Rhode Island i New York.
Hun lå i koma, og Claus von Bülow blev to år senere anklaget for at have forsøgt at dræbe sin kone med en overdosis insulin.
Selv om insulineksperter forud for retssagen erklærede, at der ikke var spor af insulin i kvindens krop, blev Claus von Bülow kendt skyldig i anklagen og i 1982 idømt 30 års fængsel.
Film om sagen
Han appellerede sagen, og i 1985 blev han frifundet.
I 1990 blev sagen filmatiseret i filmen "Frikendt". Her spillede skuespilleren Jeremy Irons hovedrollen som Claus von Bülow.
En præstation, der indbragte ham en Oscar.
Skuespillerinden Glenn Close spillede rollen som Sunny.
Hustruen døde i 2008 efter 28 år i koma.
/ritzau/