Claus Hjort Frederiksen tiltales for at røbe statshemmeligheder

Det er uvist, hvornår sagen skal for retten. Den tidligere Venstre-profil nægter sig skyldig.

Sagen kommer til at køre som en domsmandssag. Det betyder blandt andet, at anklagemyndigheden ikke vil kræve en fængselsstraf, der er højere end fire år. (Arkivfoto) (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) er blevet tiltalt for at have røbet statshemmeligheder.

Det skriver anklagemyndigheden i en pressemeddelelse. Dog uden at nævne den tidligere Venstre-profil ved navn.

- Det er selvsagt alvorligt, når højt klassificerede oplysninger, der er belagt med tavshedspligt, og som er væsentlige for efterretningstjenesternes arbejde med at beskytte Danmark, bliver videregivet til uvedkommende.

- Det kan skade forholdet til efterretningstjenesternes samarbejdspartnere, svække tilliden til efterretningstjenesterne og gøre det sværere for dem at udføre deres arbejde, siger statsadvokat Jakob Berger Nielsen, Statsadvokaten i Viborg, i pressemeddelelsen.

Claus Hjort Frederiksen nægter sig skyldig.

Den tidligere minister, der nu er gået på pension, har længe efterspurgt, at der blev taget stilling til hans sag.

- Jeg genopstillede ikke til valget og min parlamentariske immunitet er dermed bortfaldet. Så der har været fri bane for justitsministeren til at beslutte at følge rigsadvokatens indstilling om at rejse tiltale. Så mon ikke, justitsminister, at tiden er kommet til at tage sagen ud af syltekrukken, skrev han den 18. februar på sin Facebook-profil.

Vil kræve lukkede døre

Selve tiltalen er hemmelig. Claus Hjort Frederiksen har selv sagt, at han er sigtet for at have talt over sig i interview i medierne. Han har i en række interviews blandt andet omtalt et yderst hemmeligt kabelsamarbejde mellem Forsvarets Efterretningstjeneste og USA.

Et samarbejde som flere medier, heriblandt DR Nyheder, tidligere har beskrevet.

Blandt andet udtalte han sig om samarbejdet i TV2-programmet 'Lippert'.

Se en bid fra interviewet her:

Anklagemyndigheden har også et ønske om, at sagen kommer til at køre for lukkede døre af hensyn til efterretningstjenesternes arbejde.

- Det skal være muligt at retsforfølge uberettiget videregivelse af højt klassificerede oplysninger, uden at man risikerer, at efterretningstjenesternes mulighed for at løfte deres arbejdsopgaver bliver yderligere kompromitteret, hvilket en åben eller delvis åben proces vil skabe en alt for stor risiko for, siger statsadvokat Jakob Berger Nielsen.

Sagen kommer til at køre som en domsmandssag. Det betyder blandt andet, at anklagemyndigheden ikke vil kræve en fængselsstraf, der er højere end fire år.

Peter Hummelgaard overtog posten som justitsminister fra Mattias Tesfaye i december. (Foto: © THOMAS SJØRUP, Ritzau Scanpix)

Krævede godkendelse fra Hummelgaard

Når Claus Hjort Frederiksen omtaler justitsministeren, skyldes det, at sager af denne karakter kræver, at ministeren, Peter Hummelgaard (S), skal godkende den indstilling, der er kommet fra anklagemyndigheden.

I maj sidste år indstillede Rigsadvokaten til justitsministeren, dengang var det Mattias Tesfaye, at der skulle rejses en straffesag mod den markante politiker.

Imidlertid var der ikke flertal i Folketinget for at ophæve Claus Hjorts parlamentariske immunitet.

Modstanden skyldtes, at flere partier ikke mente, at de kunne få tilstrækkelig besked om sagen. Og derfor kunne straffesagen ikke blive til noget.

Imidlertid stillede Claus Hjort ikke op til folketingsvalget i november, og derefter har anklagemyndigheden ikke skullet få grønt lys fra Folketinget.

Det er uvist, hvorfor det har taget så lang tid.

Claus Hjort Frederiksen medvirkede i august i DR's podcast Genstart om sagen. Lyt her: