Kun hver femte medarbejder, hvis job er blevet udflyttet, er flyttet med eller pendler til jobbet.
En af dem, der takkede nej til at flytte med sit job i første udflytningsrunde, er 52-årige Christine Claire.
I efteråret 2016 modtog hun derfor et opsigelsesbrev fra sin arbejdsplads, Naturstyrelsen, der skulle flytte til Randbøl vest for Vejle.
Siden har hun ikke haft det store held på jobfronten.
- Det er faktisk ikke så opløftende. Jeg er stadig jobsøgende, fortæller Christine Claire.
Hjalp arbejdsplads med at flytte
I de første måneder efter flytningen pendlede Christine Claire for at hjælpe sin arbejdsplads i gang det nye sted.
Hun tænker tilbage på det som en sjov, men også hård tid, hvor hun brugte mange aftener alene på et hotelværelse i Vejle.
- Selvfølgelig ærgrer det mig, at jeg ikke kunne fortsætte, for jeg elskede mit arbejde og holdt ufatteligt meget af mine kolleger. Men mit liv er i København, og jeg ville være blevet helt kulret over at skulle undvære mine venner og min familie, siger Christine Claire.
Da regeringen besluttede, at hendes arbejdsplads skulle flytte, havde hun netop fået en ny kæreste, og det talte også for at blive boende på Frederiksberg.
Hun har oplevet at blive skudt i skoen, at modviljen mod at flytte skyldes rent københavnersnobberi.
Hun føler sig dog ganske sikker på, at for eksempel de fleste jyder ville have haft lige så svært ved at sluge en udflytning den anden vej på tværs af landet.
- Der er omkostninger. Ikke kun i kroner og ører. Der er også menneskelige omkostninger. Og det synes jeg, regeringen glemte at tage med i regnskabet, siger Christine Claire.
I årene efter sin opsigelse har hun haft et par vikariater og et løntilskudsjob, og næste måned udløber hendes dagpenge.
- Jeg stresser da over, at kontanthjælpen venter i den nære fremtid. Så jeg søger ret bredt og krydser fingre for, at der dukker noget op på falderebet.
Dengang Naturstyrelsen skulle flytte, var Christine Claire ikke klar til at flytte med.
I dag ville svaret dog formentlig blive et andet. Ikke mindst set i lyset af den lange periode som arbejdsløs.
- Hvis min kæreste ville sige ja til at finde et andet arbejde og flytte med derover, så ville jeg gøre det i dag.
Du kan blive klogere på, hvorfor nogle siger ja til at flytte med arbejdspladsen til et andet sted i landet, mens andre siger nej.
Christine Claire og Thomas Faust Nyborg, der flyttede med sit arbejde til Viborg, svarer på spørgsmål her på dr.dk kl. 21:30.