En stor politiaktion er i gang på Christiania fredag eftermiddag.
- Jeg tænker, at det er frygteligt mange penge, der ryger ud af statskassen, for i morgen vil der være der nye hashboder, siger Hulda Mader, der er talskvinde på Christiania efter dagens aktion, hvor politiet har revet omkring 30 boder ned i Pusher Street og anholdt 17 personer ind til videre.
Politiet slår til, fordi kriminelle ifølge politiet har et stort marked, som de beskytter på Christiania. Ordensmagten håber derfor at kunne fortrænge organiseret kriminalitet og åbenlys handel med hash ved at fjerne boderne i Pusher Street. Men selv om boderne bliver revet ned, er det ikke lig med ingen hashhandel, siger Hulda Mader.
Ønsker legalisering
- Politikerne skal komme ind i virkeligheden og erkende, at hashandel ikke stopper, fordi boder bliver revet ned, siger hun.
Men er der ikke nogle typer, som er tiltrukket af Pusher Street, som I ikke er interesserede i at have her på Christiania?
- De typer kommer, fordi der er penge i hashhandel. Hvis det nu bliver legaliseret, er markedet ikke længere interessant for kriminelle typer. Vi har altid haft den holdning her på Christiania, at man skal legalisere cannabis, fordi vi ikke mener, at det er værre end alkohol, siger Hulda Mader.
Maskeret og camoufleret
Ifølge hende er politiet selv skyld i, at markedet for hashhandel på Christiania er blevet råt. For efter den sidste aktion, der hed Operation Nordlys, rykkede der nye sælgere ind i Pusher Street, fortæller talskvinden.
- De nye sælgere maskerede og camouflerede sig. Det betød, at dét, vi syntes var et åbentlyst hashmarked, som vi kunne tolerere, er blevet til et skummelt sted – og det synes vi ikke er en god ting. Politiet har selv været med til at gøre hashmarkedet her mere utrygt. Og nu fjerner de det, fordi det er blevet utrygt, siger Hulda Mader.
Siden 2012 har en særlig gruppe betjente i Taskforce Pusher Street jagtet såvel købere som sælgere og de personer, der er beskæftiget med at importere hash. Betjentene har beslaglagt hash til en værdi af 255 millioner kroner siden september 2012.
Tidligere har politiet skønnet, at den årlige omsætning er en milliard kroner i Pusher Street.