Det går bedre og bedre med at få bugt med salmonellaen, men en ny rapport fastslår, at antallet af campylobacter i kyllinger er højt. Fødevareminister Mette Gjerskov mener, at det er for højt og bekymrende.
I dag offentliggør Fødevareministeriet en rapport om salmonella og bakterien campylobacter i fersk dansk kød.
Opkast og diarre
Campylobacter kan give diarre, opkast, feber og muskelsmerter, og det er ofte i sommerperioden, man finder bakterien i kødet.
- Jeg er ikke tilfreds med, at der er campylobacter i vores kød. Vi skal slet ikke have noget, der er farligt i vores mad. Det skal fjernes, siger Mette Gjerskov.
Minister: Det er alarmerende
- Jeg synes faktisk, det er lidt alarmerende. Vi kan risikere at blive syge, når der er campylobacter i kødet.
Nu vil Mette Gjerskov lave en handlingsplan for helt at fjerne bakterien fra det danske kød.
Producenter skal gøre mere
- Der er ingen tvivl om, at det kan blive bedre. Vi har set på salmonellahandlingsplaner, at det har hjulpet rigtig rigtig meget. Senest er Danmark blevet erklæret fri for salmonella i hønseæg. Så derfor er der selvfølgelig muligheder, men det er svært, og det tager lang tid. Det er svært med de sidste få procent, siger ministeren.
Fødevareministeren mener, at producenterne skal gøre mere for at forhindre, at bakterien når frem til forbrugeren, og at kødet ikke smitter andet kød undervejs til forbrugeren.
- Kyllingeproducenterne skal blive endnu bedre, siger ministeren.
Producenter: Plads til forbedring
Rapporten fra ministeriet viser, at der var campylobacter i 19,7 procent af det testede kyllingekød, og i 1,6 procent af tilfældene var indholdet så højt, at det var farligt.
Fjerkræsproducenterne vil gerne være med til at få tallene ned, selvom de ikke synes, at det er lige så slemt, som ministeren mener.
- Der er jo altid plads til forbedring. Men de lande, som vi sammenligner os med, har en noget højere campylobacter-frekvens, siger Birthe Steenberg, der er sektorchef i Det Danske Fjerkræråd
Kød skal gennemsteges for at dræbe bakterier
Der blev testet 122 partier fersk kyllingekød til rapporten, og tallet er lidt højere end de forrige år.
Det skyldes dog, at man denne gang kun har testet kølet, fersk kyllingekød og ikke kød på frost, hvor bakterien ofte ikke overlever.
For at undgå campylobacter-infektioner er det endvidere vigtigt altid at gennemstege eller -koge fjerkræ og hakket kød, høj varme dræber nemlig campylobacterbakterier, oplyser Fødevarestyrelsen.
Vil man være fri for campylobacter, inden man smider kyllingen i ovn eller på pande, så skal man købe frossen kylling, hvor bakterien sjældent findes.