Byrådsmedlem i Randers Kommune: Tilsynets opgave var ikke at kigge efter jordskred

Jordskredet ved Nordic Waste i Randers kommune er af eksperter blevet kaldt en naturkatastrofe, mens miljøministeren har kaldt det en af de største trusler mod miljøet lige nu.

Randers kommune har tidligere afvist at have kendt til risikoen for jordskred. Ifølge Berlingske, så førte Randers kommune 17 tilsyn med Nordic Waste i perioden 4. marts 2021 til 9. oktober 2023, men der er en helt simpel forklaring på, hvorfor man ikke har standset jordskredet under et af disse tilsyn, siger Jens Peter Hansen, som er byrådsmedlem for Venstre og næstformand i Miljø- og Teknikudvalget i Randers Kommune.

- Tilsynets opgave var ikke at kigge efter jordskred. Hvis de skulle have kigget efter jordskred, så skulle de have gået op på toppen af bakken og have set, at der var ved at være en stor åbning, men vi har ikke stillet det som vilkår, og det er der fejlen er, siger Jens Peter Hansen.

Et foto fra foråret 2023 viser et jordskred på virksomhedens grund, der delvist dækker en lagerbygning. Jens Peter Hansen husker ikke, om lagerbygningen er blevet observeret under et tilsyn, men siger:

- Sådan et jordskred, det er jo ikke noget, du lige ser, det er noget, du virkelig skal have fokus på.