Bus- og togferie hitter: Særligt Tyskland er populært

Det er blevet mere populært at tage enten bussen eller toget på sommerferie i udlandet.

DSB har solgt 100.000 togbilletter til udlandet i år. (Foto: © Olafur Steinar Gestsson, Scanpix Denmark)

Ferietiden er over os, og tusindvis af danskere valfarter i de kommende uger til udlandet for at holde sommerferie.

Og hvor sommerferien sydpå nok for mange ofte er lig med enten bilferie eller et charterfly, så er der i år flere, som tager enten toget eller bussen for at komme til udlandet.

Det oplever de hos både DSB og fjernbusselskabet Flixbus.

Hos Flixbus, der har afgange til hele Europa, er salget af busbilletter til udlandet steget markant, fortæller kommunikationschef i Norden Kajsa Ekelund.

- Allerede i foråret oplevede vi en stor efterspørgsel på udlandsrejser, og i juli er antallet af bookinger fordoblet sammenlignet med sidste år. Det er især Berlin, Göteborg og Oslo, der er populære destinationer, siger hun og fortsætter:

- I takt med, at efterspørgslen på rejser er steget, har vi udvidet med flere afgange, ligesom vi også har udvidet antallet af destinationer.

Togsæt fra Tyskland

Hos DSB har de oplevet en stigning på fem procent i salget af billetter til udlandet.

Særligt destinationer som Berlin og Lübeck er populære ifølge DSB. (Foto: © Olafur Steinar Gestsson, Scanpix Denmark)

- Vi ser generelt en stor efterspørgsel på at rejse til udlandet med tog. Allerede før corona var det også en trend, og den er fortsat efter pandemien. Indtil videre har vi solgt 100.000 billetter til udlandet i år, siger Charlotte Kjærulff, som er kundechef hos DSB.

Ifølge Charlotte Kjærulff er det særligt rejser til Tyskland, der er meget populære.

- Det er særligt Berlin og Lübeck, som er populære, og om sommeren tager flere til Paris eller Italien, men vi ser også en del, der rejser nordpå til Norge eller Sverige med toget.

For at kunne imødekomme den øgede efterspørgsel på togrejser til udlandet har DSB indkøbt nye togvogne til de internationale afgange. Men togvognene er først klar til næste år, fortæller Charlotte Kjærulff.

- Derfor har vi hen over sommeren lejet nogle togvogne fra Deutsche Bahn, hvor der er rigtig god plads, så vi allerede nu kan tilbyde flest muligt at komme til udlandet med tog, siger Charlotte Kjærulff.

Ekspert: Pris og klimahensyn fylder

Både DSB og Flixbus peger på, at flere vælger at tage bussen eller toget, fordi det både er et mere bæredygtigt valg, men også fordi det kan være billigere end at tage eksempelvis flyet.

Og den forklaring bakker Jeppe Rich, der er transportforsker på DTU, op om.

- En vigtig forklaring kan være, at flyrejser er blevet meget dyrere inden for det sidste halvandet år. De er nærmest fordoblede, hvis man ser på det generelle flyprisindeks. Samtidig er der også kommet flere muligheder for at tage toget til forskellige destinationer i Europa, forklarer forskeren.

Og ligesom trafikselskaberne vurderer Jeppe Rich, at hensynet til klimaet også spiller en rolle.

- Folk er blevet mere bevidste om, hvordan de rejser, hvor meget de rejser, og med hvad de rejser.