Solceller på taget af villaer og parcelhuse er blevet et mere almindeligt syn i danske villakvarterer. Og i 2020 vil hvert tyvende danske hjem få al sin energiforsyning fra solcelleenergi, vurderer chefkonsulent Søren Rise i el- og vvs-installatørernes brancheforening, Tekniq.
- Vi forventer, at tallene vil vokse dramatisk de næste mange år. Danmark vil gå fra, at ganske få promille af af det danske elforbrug kommer fra solceller til, at fem procent af det samlede forbrug vil være dækket af solceller i år 2020, siger Søren Rise.
Stigning på 2100 procent
Siden 2007 er antallet af solcelleanlæg steget med 2100 procent. Men selv om der bliver installeret rekord mange solceller i Danmark lige nu, dækker forbruget kun tre promille af det samlede elforbrug i Danmark. Til sammenligning er det tal 3,5 procent i Tyskland.
Og det er de tyske tal, der spår en lys fremtid for solcelleenergi i Danmark, lyder det fra Søren Rise.
- Vi bygger vores beregninger på, at Tyskland typisk har ligget ti år foran de danske forhold, og hvis vi tager de tyske tal og sammenligner dem med danske forudsætninger, så passer det på fem procent af energiforbruget, siger Søren Rise.