Breve fra ansatte i spiontjenesten kaster nyt lys over skandalesag

Medarbejdere erklærede støtte til FE-ledelsen i brev til ministeren. Men så sendte man et nyt.

Den 24. august blev den voldsomme kritik af Forsvarets Efterretningstjeneste offentliggjort. (Foto: © KELD NAVNTOFT, Scanpix)

Som spiontjeneste er Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) notorisk kendt for at arbejde i skyggerne.

Derfor var det også opsigtsvækkende, da Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET) den 24. august kom med en sønderlemmende kritik af FE for at have tilbageholdt centrale oplysninger for tilsynet og muligvis igangsat aktiviteter i strid med dansk lovgivning.

Det medførte, at FE-chef Lars Findsen blev sendt hjem. Det samme gjorde tidligere chef Thomas Ahrenkiel og to ledende medarbejdere.

Men allerede 3. august udsendte TET en kort pressemeddelelse, hvor man oplyste, at man var i gang med en særlig undersøgelse på baggrund af "en betydelig mængde materiale vedrørende FE".

Senere samme måned, den 18. august, sendte de ansatte i Forsvarets Efterretningstjeneste et brev til forsvarsminister Trine Bramsen (S), hvor man erklærede den "fulde opbakning til den nuværende ledelse i FE".

"Kære minister"

Brevet, som DR Nyheder har fået aktindsigt i, er underskrevet af tillidsrepræsentanterne i AC-Klubben, HK, Ingeniørforeningen, Centralforeningen for Stampersonel og Hovedorganisationen af Officerer.

AC-Klubben omfatter Djøf, Dansk Magisterforening og Kommunikation og Sprog.

I mailen, hvor brevet til Trine Bramsen er vedhæftet, står der, at afsenderen udtaler sig som "repræsentant for ALLE medarbejdere i FE".

Mailen indledes med "kære minister".

- Det er medarbejdernes klare opfattelse, at vi arbejder inden for den gældende lovgivning, og vi har fulgt de anvisninger og lavet de procedurer, som netop er uarbejdet i samarbejde med tilsynet. Vi er derfor uforstået overfor hvis, at statsadministrationen ønsker en ny ledelse i FE.

Brevet fortsætter med, at der bliver oplistet en lang række resultater i spiontjenesten.

Blandt andet at brugertilfredsheden fra statsadministrationen er i top, der er positiv presseomtale, udenlandske tjenester nærer respekt for FE, og at der ikke har været et terrorangreb i Danmark siden 2015.

Brevet afsluttes med, at man endnu engang understreger, at det ville være en dum beslutning at skifte ledelsen ud.

- Det giver ikke mening, lyder udgangsreplikken.

Nyt brev - med færre afsendere

Da Tilsynet med Efterretningstjenesterne den 24. august fremlagde sin kritik af Forsvarets Efterretningstjeneste fik piben pludselig en anden lyd fra medarbejderne.

Den 2. september vælger man at sende et nyt brev til Trine Bramsen med overskriften "Præcisering af brev fra tillidsrepræsentanter i FE af 18. august 2020".

Denne gang er brevet kun underskrevet af AC-Klubben og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark.

Thomas Ahrenkiel (t.v.) var chef for Forsvarets Efterretningstjeneste fra 2010 til 2015. Her byttede han job med Lars Findsen (t.h.) og blev departementschef i Forsvarsministeriet. Fra 1. september skulle Thomas Ahrenkiel have været Danmarks ambassadør i Tyskland. (Foto: © Kasper Palsnov/Ida Guldbæk Arentsen, (c) Ritzau Scanpix)

Her skriver man, at det første brev alligevel ikke blev sendt på vegne af samtlige medarbejdere.

- Undertegnede tillidsrepræsentanter vil gerne præcisere, at brevet alene repræsenterede de underskrivende tillidsrepræsentanters synspunkt og ikke de øvrige medarbejdere i FE.

- Brevet blev skrevet, inden FE’s tillidsrepræsentanter blev bekendt med omfanget af TET’s kritik af forhold i FE. Hvis kritikken viser sig berettiget, er disse forhold naturligvis uforenelige med, hvad vi som medarbejderrepræsentanter kan støtte.

Samarbejde med NSA

DR Nyheder har tidligere beskrevet, hvordan det er et særligt samarbejde mellem Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) og en af USA’s største og mest magtfulde efterretningstjeneste, National Security Agency (NSA), der ligger til grund for centrale dele af den voldsomme kritik.

Ifølge DR's oplysninger advarede en medarbejder i flere omgange ledelsen om mulige ulovligheder i tjenestens tophemmelige spionsamarbejde med NSA, inden kritikken fra tilsynet kom frem i lyset.

Sandagergård på Amager i København er en af Forsvarets Efterretningstjenestes indhentningsstationer. (Foto: © Ole Buntzen)

Forsvarsminister Trine Bramsen ønsker ikke at udtale sig om de to breve.

Det har ikke været muligt at få tillidsrepræsentanterne eller fagorganisationerne til at uddybe forløbet, og hvorfor de i første omgang mente, at det var nødvendigt at støtte ledelsen over for forsvarsministeren, men senere måtte præcisere dette.

Det kan heller ikke oplyses, hvorfor flere af organisationerne underskrev det første brev, men ikke det andet.

Det har ikke været muligt for DR Nyheder at få en kommentar fra HK, Hovedorganisationen af Officerer i Danmark og Centralforeningen for Stampersonel. DR Nyheder forsøger fortsat at få en reaktion fra de tre organisationer.