Borgmestre vil have farten ned: Max 80 kilometer i timen på motorvejen

Lavere fart betyder færre støjgener. 12 borgmestre vil have Folketinget på banen.

Det er blandt andet her på Holbækmotorvejen ind mod København, at man gerne vil have sænket hastigheden. (Foto: © Signe Goldmann, Ritzau Scanpix)

12 hovedstadsborgmestre vil have farten ned på vejene.

I dag sender de et brev til en række ministre om, at de ønsker at sænke hastigheden på motorvejene til 80 kilometer i timen - og på de øvrige veje til maksimalt 50 kilometer i timen - for at minimere støjen.

Over 100.000 husstande er belastet af støj i hovedstadens omegnskommuner. Mange i så høj grad, at det øger risikoen for blandt andet blodprop og stress.

En ny analyse, som ingeniørvirksomheden MOE har lavet for de 12 kommuner, peger på, at 27.000 færre boliger vil være støjbelastede, hvis farten på vejene sættes ned. Derudover vil udledningen af CO2 falde 3-4 procent. Til gengæld vil det tage lidt længere tid for bilisterne at komme frem.

Borgmestrene skriver blandt andet i brevet, at de gerne vil tale med ministrene "om de samlede positive effekter derfor bør tillægges mere samfundsøkonomisk vægt end værdien af at komme få minutter hurtigere frem på motorvejsnettet."

Sundhedsskadelig støj

En af initiativtagerne til brevet er Trine Græse, som er socialdemokratisk borgmester i Gladsaxe.

Hun håber, at ministrene vil gå i dialog om lavere fart, netop fordi støjen har så alvorlige konsekvenser.

- Støjen langs motorvejen er jo steget i takt med, der er kommet mere trafik. Det er ikke bare en gene, at det larmer, men det er også sundhedsskadeligt, og så går det udover folks livskvalitet, siger hun.

Også Anders Wolff Andresen, som er borgmester i Hvidovre Kommune, har skrevet under på brevet, der bliver sendt til fem ministre i dag.

- Støj er et kæmpe problem. Lavere hastighed kan afhjælpe det, men der må vi have folketinget på banen, siger han.

Ikke den rigtige vej at gå

Men selvom en lavere hastighed for bilisterne på de stærkt trafikerede veje vil få en positiv betydning for de 102.000 borgere, som bor i områder med tung trafik, så er det ikke den rigtige vej at gå, mener bilisternes organisation FDM.

Ifølge analysen fra MOE betyder lavere fart, at det tager lidt længere tid at komme frem. For eksempel 87 sekunder ekstra fra Farum til Københavns nordvestkvarter. Eller maksimalt fire minutter oven i, hvis man tager strækningen fra Solrød til Avedøre Holme.

Og det er et for stort tab, mener Dennis Lange, som er chefkonsulent i FDM.

- Når du sætter hastigheden ned, så tager det længere tid at komme igennem trafikken, og det betyder forsinkelse. Og når der er rigtig mange bilister, så betyder det for samfundet en stor forsinkelse samlet set, og dermed er det samfundsøkonomisk dyrt, siger han.

Analysen peger også på, at en sænkning af hastigheden vil få flere bilister ud på de mindre veje, og det giver ikke mening at flytte trafikken derud, siger Dennis Lange.

- Vi så meget hellere, at man kiggede på at bruge støjdæmpende asfalt eller at sætte støjværn op langs motorvejen. Det kan man opnå gode støjbesparelser ved, uden at man sænker trafikken.

Mindre støj tæller mere end fart

Men ifølge Hvidovres borgmester, Anders Wolff Andresen, må hensynet være størst til dem, som lever i støjen.

- At man skal bruge et par minutter mere i trafikken, er ikke mærkbart for den enkelte bilist, men det gør en kæmpe forskel for os, som bor op ad vejen. Så samfundsmæssigt får man en langt større gevinst, end hvis den enkelte mister et minut eller to, siger han.

Nanna Bjørnsen, der bor 300 meter fra motorvejen i Ishøj, er ofte generet af støjen:

Det er de 12 borgmestre fra Køge, Solrød, vestegnskommunerne, Gladsaxe og Lyngby-Taarbæk, der står som afsendere på brevet til de fem ministre. Også Region Hovedstadens socialdemokratiske formand, Lars Gaardhøj, har skrevet under.

Modtagerne er transportministeren, sundhedsministeren, miljøministeren, klima-, energi- og forsyningsministeren samt ministeren for landdistrikter.

Transportminister Thomas Danielsen fra Venstre har ikke haft mulighed for at stille op til interview, men har sendt et skriftligt svar:

- Jeg har noteret mig, at der er en del kommuner, som gerne så, at hastighedsgrænsen på motorvejene i deres nærområde bliver sat ned. Det er et emne, der tidligere har været drøftet blandt partierne bag infrastrukturforliget, og jeg forestiller mig, at vi kan tage emnet op i forligskredsen bag infrastrukturaftalen.