Borgmestre i det nordlige og vestlige Jylland er utilfredse med Rigspolitiets anbefalinger af den kommende politiskole, der skal ligge vest for Storebælt.
I en ny rapport anbefaler Rigspolitiet nemlig, at den nye politiskole skal være et nybyggeri. Ligeledes har de markeret hvert område i det vestlige Danmark med farven grøn, gul eller rød i forhold til, hvor de anbefaler, den skal ligge.
Det er Rigspolitiets holdning, at man skal kunne nå til København på to timer, og dermed udelukker man flere kommuner i det vestlige og nordlige Jylland.
- Jeg synes, at der er en stor del af Danmark, der bliver ekskluderet i forhold til det, som oprindeligt var tanken med en politiskole vest. Nemlig, at man skulle kunne sikre bedre aktivitet i hele Danmark og bedre balance mellem landsdelene, siger Frederikshavns borgmester, Birgit S. Hansen (S), til DR Nyheder.
Skive: Vi har allerede faciliteterne
Skive er også blandt de kommuner, som ikke har en chance for at få den nye politiskole, hvis Rigspolitiets anbefalinger bliver fulgt. Borgmester Peder Christian Kirkegaard (V) mener, at det er helt ude i skoven, at de bliver udelukket på grund af transportid til København.
- Jeg er overrasket over, at det argument skal fylde så meget, da det udelukker en hel masse kommuner. Vi synes, at vi havde udarbejdet et flot prospekt, hvor skolen kunne ligge tæt på vores kaserne og dermed udnytte de allerede eksisterende faciliteter. Man kunne også rekruttere fra de mange værnepligtige på kasernen, der ønsker at blive politibetjente, siger borgmesteren.
Der er i alt 18 kommuner, der har vist interesse for, at politiskolen skal bygges i netop deres kommune. DR Nyheder har også talt med borgmestrene i Viborg og Holstebro, som Rigspolitiet også udelukker. De er også er utilfredse med Rigspolitiets anbefalinger.
De områder, som Rigspolitiet vurderer til at være egnede ud fra hensyn til for eksempel økonomi og transporttid, er markeret med grønt på kortet her:
Vejle: Man kan få det hele hos os
Rigspolitiet har i rapporten et særdeles godt øje til Trekantsområdet i Jylland, hvilket vækker glæde hos Vejles borgmester, Arne Sigtenbjerggaard (V):
- Jeg kan godt forstå, at Rigspolitiet gerne vil bygge en helt ny skole, det vil vi allesammen gerne, og med de penge, jeg er sikker på, der vil være til rådighed, så kan man få det hele i Vejle. Man kan rykke ind i de lokaler, der allerede er her. Der er så meget areal på den grund, at man kan begynde at bygge en ny politiskole samtidig med, at man flytter ind, siger borgmesteren til DR Nyheder.
Justitsminister Søren Pind (V) har også reageret positivt på Rigspolitiets anbefalinger.
- Der har været stor interesse for projektet - ikke mindst lokalt - og jeg er glad for, at myndighederne har tilvejebragt et grundigt beslutningsgrundlag sådan, at vi nu kan træffe en beslutning om placeringen af en ny politiskole i det vestlige Danmark, siger justitsministeren i en pressemeddelelse.
Det er lige nu planen, at den nye politiskole skal være klar i 2019 eller 2020. Den skal supplere den allerede eksisterende politiskole i Brøndby.