Borgmester rejser til Paris: Drømmer om et billigt og bæredygtigt OL i København

Men ifølge forsker Rasmus Klarskov Storm går OL til de byer, der laver de mest spektakulære begivenheder.

Københavns kulturborgmester, Mia Nyegaard, drømmer om at få OL til København. (Foto: © Liv Latricia Habel, Ritzau Scanpix)

Bueskydning i Nyhavn. En OL-by på et krydstogtsskib i Københavns Havn. Et OL-stadion, som kan pilles ned igen efter brug og genbruges.

Det er nogle af de ideer, Københavns kultur- og fritidsborgmester, Mia Nyegaard, tager med sig i dag, når hun flyver til Paris.

Borgmesteren rejser til OL-værtsbyen for at hente inspiration til, hvordan København i første omgang kan stable et ungdoms-OL på benene.

Men endemålet er klart:

- Jeg drømmer om at få OL til København, fordi jeg tror på, det kan inspirere rigtigt mange mennesker til at ville gøre deres ypperste. Men også for at vise alt det, som vi kan herhjemme i forhold til at organisere idræts-events, siger Mia Nyegaard.

Borgmesteren har også en anden ambition med at få legene til Danmark.

- Vi skal levere det mindste, billigste og mest bæredygtige OL nogensinde set, siger hun.

Men ifølge Rasmus Klarskov Storm skal der mere til for at overbevise Den Internationale Olympiske Komité, IOC, om at pege på København som en fremtidig OL-værtsby.

Han er analyse- og forskningschef på Idrættens Analyseinstitut.

- Det er de byer og lande, der som hovedregel flasher det bedste show og den største begivenhed, der får OL, siger han.

Rasmus Klarskov Storm, analyse- og forskningschef på Idrættens Analyseinstitut, tror ikke på et OL i København, hvis det skal afholdes som det billigste og mest bæredygtige.

Drømmer gerne med

Hos Dansk Idrætsforbund, som også er Danmarks Olympiske Komité og har ansvaret for Danmarks deltagelse ved OL, vil formand Hans Natorp gerne drømme med om at få OL til København.

- Danmarks Idrætsforbund vil jo helt naturligt altid synes, det er fantastisk at have en ambition og vision om at få det største til København. Altså sommer-OL, som vi oplever i Paris lige nu, siger han.

Skræmmer ikke

DIF-formanden mener ikke, at ambitionen om at afholde et bæredygtigt og billigt OL i København vil skræmme Den Internationale Olympiske Komité fra at sige ja.

- Der er en trend på vej i IOC om, at bæredygtighed skal være i centrum, og at OL foregår i en ramme, hvor vi ikke ser de her hvide elefanter. Altså store idrætsanlæg, som er blevet bygget til OL og aldrig bruges igen, siger Hans Natorp.

Det er Mia Nyegaards drøm, at OL i København kan blive en realitet i 2040. Hun erkender dog, at sandsynligheden for, at det sker, ikke er særlig stor.

- Men nogle gange er man altså nødt til at prøve at sætte en vision i spil, siger hun.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) er som udgangspunkt positivt indstillet over for drømmen om et OL i København.

Men han mener, at borgmesterens tidshorisont er alt for optimistisk.

- Jeg vil gerne tale videre om det med borgmesteren og mine kolleger i regeringen, men for et OL i København taler vi en tidshorisont på op til 32 år ude i fremtiden, siger han.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

I praksis kan et OL i København først komme på tale hos IOC, hvis staten også stiller med en garanti for, at finansieringen er på plads. Det forklarer Rasmus Klarskov Storm.

Den del af borgmesterens OL-drøm har også lange udsigter, understreger kulturministeren.

- Et OL koster et voldsomt milliardbeløb, og jeg kommer ikke til at love her, at det er noget, vi lige klarer i en håndevending, siger han.