Borgmester i landkommune: Regeringen ønsker et nært sundhedsvæsen – de får det modsatte

Hvis akutplejen lægges over i regionen, bliver det sværere at få personale - og det går ud over borgerne, mener Odsherreds borgmester.

I hjemme- og sygeplejen i Odsherred Kommune kan det være svært at få vagtplanerne til at gå op.

Dels er der flere langtidssygemeldte, dels er der ledige stillinger, som er svære at få besat, fortæller Louise Kølle, teamleder i hjemme- og sygeplejen i distrikt nord.

- Vi har flere vakancer (ubesatte stillinger, red.) og mangler både aften- og dagvagter. Udfordringen er at få fat i fagligt kvalificerede medarbejdere.

Teamleder Louise Kølle (th.) og sårsygeplejerske Agnes Elsberg kigger på vagtplanen for de kommende dage.

Løsningen er, at de hjælper hinanden på kryds og tværs i teamet, der består af 120 sosu-assistenter og -hjælpere.

- Og så har vi nogle timelønnede, som kommer og hjælper. Vi prøver at få det til at gå op, siger Louise Kølle.

'Virkeligt travlt derude'

Men det vil kun blive sværere at få det til at gå op i fremtiden, når regeringen planlægger at skære akutsygeplejen væk fra kommunerne og lægge opgaven ind under regionerne.

Det mener Odsherreds borgmester, Karina Vincentz.

- Lige nu har vi et problem, og jeg forventer, at problemet kun bliver større i fremtiden, siger hun.

Kommunen har 400 ansatte sosu'er, men har 30 ubesatte sosu-stillinger, både assistenter og hjælpere.

Og selv om de både tilbyder alle, der ønsker det, at de kan gå fra deltid til fuldtid, og tilbyder voksenelevløn til ufaglærte, der er villige til at lade sig uddanne, kan de ikke skaffe nok af de nødvendige hænder.

Borgmester Karina Vincentz fra Nyt Odsherred mangler ansatte i syge- og hjemmeplejen og frygter, at det bliver værre, hvis regeringens forslag til sundhedsreform vedtages.

Det går ud over arbejdsforholdene for de medarbejdere, der er i hjemme- og sundhedsplejen.

- Det betyder jo, at de arbejdsforhold, vi tilbyder vores medarbejdere, ikke er særligt gode, for de har virkelig travlt derude. De løber stærkere for at nå det, og der er også besøg, vi er nødt til at aflyse.

Kommer til at gå ud over borgerne

Folketingets partier er netop nu ved at forhandle om fremtidens sundhedsvæsen, og regeringen lægger i sit udspil op til, at man flytter den akutte sygepleje fra kommunerne til regionerne, fordi mange kommuner har svært ved at tilbyde borgerne et tilstrækkeligt tilbud døgnet rundt.

Men det vil betyde, at borgerne skal forholde sig til sig til flere plejepersoner, når de både skal have besøg af en fra den regionale akutsygepleje og en fra den kommunale, der skal sørge for den basale pleje, siger Karina Vincentz.

- Det, som regeringen ønsker, er at styrke det nære sundhedsvæsen. Jeg tror, at de kommer til at gøre det modsatte ved at flytte akutfunktionen væk fra kommunerne.

Hun forklarer, at sundheds- og hjemmeplejen i Odsherred i dag tager sig af både den akutte og den almene pleje.

- I en kommune som Odsherred, der er en landkommune, er det den, der kører rundt og laver de akutte opgaver, der også laver det almindelige arbejde, som ikke er akut. Dermed får borgerne jo den nære kontakt til den enkelte medarbejder. Vi har ikke to, der kører sideløbende med hinanden, siger hun.

Frygter for velfærdssamfundet

Tal fra Finansministeriet viser, at der kan komme til at mangle 14.500 sosu'er i 2035, og fremskrivningen "varsler dermed, at plejeområdet bliver mere udfordret end andre dele af sundheds- og ældreområdet", vurderede Robusthedskommissionen sidste år.

Manglen vil særligt gå ud over kommunerne, hvis man tager de akutte opgaver ud af hjemmeplejen og lægger dem over til regionerne, forudser Sidsel Vinge, der er konsulent og tidligere medlem af Sundhedsstrukturkommissionen.

- Det vil få den konsekvens, at den sygepleje, der bliver tilbage i kommunerne, bliver en mere basal eller almen sygepleje, og det vil helt overordnet set ikke styrke rekruttering til sygeplejen i kommunerne, siger hun.

Odsherred Kommune har så yderligere den udfordring, at den er en af de kommuner, hvor der er flest borgere over 80 år, og tallet vokser ifølge tal fra Danmarks Statistik. Omkring 12 procent af borgerne anslås at være over 80 i 2030. Til sammenligning ligger det tal på fem procent for Københavns Kommune.

Borgmester Karina Vincentz frygter, at manglen på sosu-assistenter og -hjælpere går ud over vores velfærd.

- Jeg frygter mest, at vi i fremtiden vil få svært ved at have det velfærdssamfund, som vi har i dag, fordi vi har så stor mange på arbejdskraft, især inden for de her områder, hvor det virkelig er svært ved at tiltrække folk.

- Så jeg frygter faktisk helt alvorligt, at vi om nogle år kommer til at stå med et rigtig stort problem i Danmark.

Sundhedsminister Sophie Løhde har ikke haft mulighed for at stille op til interview, men har i stedet sendt et skriftligt svar.

Her forholder ministeren sig ikke til kritikken om, at regeringens forslag vil gøre manglen på sosu'er større. Hun understreger i stedet, at det langt fra er alle kommuner, der har velfungerende akutfunktioner, og derfor lægger de op til, at regionerne fremover får ansvaret.