Borgere efter nyt skyderi på Nørrebro: Vi er ved at have fået nok

Beboere på Nørrebro går søndag eftermiddag på gaden for at protestere mod den seneste tids skyderier.

I eftermiddag mødes borgerinitiativet "Vi tager gaderne tilbage" for at protestere mod skyderier på Nørrebro. Billedet er fra et lignende arrangement efter skyderier i 2010. (Foto: © Jonas Vandall Ørtvig, Scanpix)

Et nyt skyderi på Nørrebro i København sent i går ramte to tilfældige ofre.

Det er tredje gang inden for kort tid, at personer uden for bandemiljøet rammes, og nu har flere af beboerne i bydelen fået nok.

- Vi er ved at have fået nok, det er for voldsomt, det er for ofte, siger Terje Bech.

Han er med i borgerinitiativet "Vi tager gaderne tilbage", der mødes i dag klokken 17.

- Vi har brug for at markere det, give plads og mulighed for, at beboerne kan snakke det igennem, siger Terje Bech.

- Vi skal stå sammen

De to foregående gange, hvor tilfældige personer er blevet ramt, har borgerinitiativet også vist flaget.

- Formålet er at vi skal stå sammen og tage gaderne tilbage. Nørrebro må ikke bare ende som en lille bitte myresti, man skal sno sig igennem for ikke at komme igennem de steder, hvor man er bange for at gå, siger Terje Bech.

Borgerinitiativet blev ifølge talspersonen dannet for ni år siden, da et lignende gadeskyderi hærgede området.

- I den mellemliggende periode har det været en utrolig fredelig bydel. Lige indtil for en måneds tid siden, siger Terje Bech.

Fakkeloptog næste mandag

Politiet kan ikke med sikkerhed sige, at lørdagens skyderier var banderelateret.

Men Terje Bech har en formodning om, at kuglerne var tiltænkt bandemedlemmer.

- Banderne har gang i at forsøge at provokere og skræmme hinanden. Det er som et skakspil. Først er det den enes tur, så er det den andens.

- Det er ikke fordi, de går efter at ramme tilfældige mennesker, men kombinationen af, at de ikke rammer særlig godt og er meget nervøse, gør det farligt for os, der bor her, siger han.

Næste mandag afholder borgerinitiativet et fakkeloptog forbi de steder, der har været hærget af skyderier den seneste tid.

De to mænd på henholdsvis 23 og 24 år, der lørdag blev ramt af skyderiet ved Den Røde Plads på Nørrebro, meldes uden for livsfare.

/ritzau/