Der foregår i øjeblikket en menneskejagt på de to gerningsmænd, som tidligere i dag gik løs med automatvåben i Kulturhuset Krudttønden på Østerbro i København. Hans-Jørgen Bonnichsen har været 41 år i politiet blandt andet hos rejseholdet og som chef for PET.
Det formodede anslag mod Lars Vilks lørdag eftermiddag følger i en linje af angreb, der også tæller Kurt Westergaard og Lars Hedegaard. Angreb som han samlet set betragter som den største trussel mod Danmark i nyere tid.
Han fortæller, at de næste timer er totalt afgørende for politiet, så de to gerningsmænd kan stoppes og borgere igen føle sig trygge.
Må ikke trænges op i krog
- De næste timer er meget afgørende for politet. Der betyder meget i befolkningen, at de findes hurtigst muligt, og at rotterne ikke trænges op i krog på samme måde, som man så det i den ulykkelige sag, fortæller Hans-Jørgen Bonnichsen, der også er ulykkelig over den civile person, som blev skudt af attentatmændene.
Frygten er, at truslen forlænges lige som terrorangrebet på Charlie Hebdo, som blev forlænget i flere dage. I alt blev tyve personer dræbt medregnet de tre terrorister på fire lokaliteter i tidrummet mellem 7. og 9. januar 2015.
Hans-Jørgen Bonnichsen har et godt kendskab til politiets arbejde og fortæller, hvordan situationen i øjeblikket bliver håndteret.
- Der er flere elementer i denne efterforskning. Ved denne alarmering drejer det sig blandt andet om spærreplaner, som forhåbentligt kan medvirke til, at gerningsmændene ikke kan undvie og forlade landet. Man skærper op, og der er ekstra opmærksomhed i lufthavnen og trafikknudepunkter, siger han og fortsætter:
Intensiv jagt
- Det er så den ydre sikring. Nu foregår der en intensiv jagt på gerningsmændene, hvor man også kigger på borgere, som har været interessante i forhold til det trusselsbillede, der er. Den svenske efterretningstjeneste, Säpo, kender Lars Vilks indgående, så de vil også få et opkald, fordi de har kendskab til personer i Sverige, som vil gøre Lars Vilks ondt, fortæller Hans Jørgen-Bonnichsen.
Hans Jørgen-Bonnichsen nævner også det sidste og også meget vigtige aspekt for politiet: Tryghed for borgerne:
- Det er vigtigt med en så hurtig og effektiv aflivning af denne trussel og risiko. Det betyder meget for befolkningen, at dette terrorbillede stoppes, siger han, som trygt vil overlade efterforskningen til politiet.
- Jeg er helt tryg ved efterforskningen. De har i mange år øvet sig i dette, og der ligger operationsplaner klar for Københavns Politi. De er trænet til at imødegå netop sådan et angreb, siger han.