Det er de seneste døgns pres på justitsminister Søren Pind (V) og PET, der nu har fået efterretningstjenesten til blandt andet at politianmelde den tidligere PET-chef Jakob Scharf til politiet.
Det mener forhenværende chefkriminalinspektør for Politiets Efterretningstjeneste, Hans Jørgen Bonnichsen.
- Når man er presset, så har man jo en reaktionsmulighed, og den er så i tilfældet med Scharf at gå ind og anmode politiet om at vurdere, hvorvidt han har foretaget overtrædelse af straffelovens paragraf 152, siger han.
Anmeldelsen kommer efter længere tids storm om de oplysninger, som Jakob Scharf har givet i bogen 'Syv år for PET, Jakob Scharfs tid'.
Paragraffen dækker personer, som har eller har haft et offentligt hverv, og som uberettiget videregiver eller udnytter fortrolige oplysninger.
Som udgangspunkt er straffenrammen bøde eller fængsel indtil seks måneder.
Vil give bogen mere opmærksomhed
Der er dog i første omgang tale om, at politiet skal vurdere sagen, siger Hans Jørgen Bonnichsen.
- Jeg synes, det er meget vigtigt at understrege, at ingen er skyldig i dette land uden en fældende dom, siger han.
Og ifølge Hans Jørgen Bonnichsen vil beslutningen om at anmelde til politiet kun være med til at give bogen endnu mere opmærksomhed.
- En ting er hundrede procent sikkert. Nu har man skabt enorm opmærksomhed og interesse - også internationalt - i forhold til bogen her. Og man kan spekulere i, om det i sig selv ikke er medvirkende til at skade PET, siger han.
Foruden Jakob Scharf er JP/Politikens Hus, Radio24Syv samt de boghandlere, som solgte bogen den 7. oktober, også meldt til politiet af PET.