Da flere tusinde togpassagerer i går blev forsinket på grund af en bombetrussel mod Odense Banegårdscenter, var politiets bombehunde også længe undervejs.
Der gik det meste af tre timer, fra politiet blev tilkaldt, til bombehundene fra var fremme i Odense.
Politiet blev alarmeret klokken 13.36, bombehundene blev tilkaldt klokken 14.17 og de første var fremme to timer senere klokken 16.22.
Kom så hurtigt de kunne
Det betød naturligvis endnu længere ventetid for passagerne i de lammede tog, siger politiinspektør Bjarne Sørensen fra Fyns Politi:
- Det er klart, at desto kortere responstid desto hurtigere kan man komme i gang med at søge efter bomber. Men bombehundene kom, så hurtigt de kunne.
Der er nemlig ingen bombehunde i Odense, og derfor kom de fra Aarhus og København.
Professionel og forsvarlig indsats
Det er Rigspolitiets beslutning, at bombehundene er placeret, hvor de er. Det har politiinspektøren ingen kommentarer til:
- Den samlede indsats i går er gennemført professionelt og forsvarligt, siger Bjarne Sørensen til DR Nyheder.
Indsatsen skal nu, som vanligt, evalueres.