Boghandleren fra Brønshøj dukker op i ny terrorsag

Said Mansour er sigtet i ny terrorsag. Han har skiftet navn til Sam Mansour, men mistanken er den samme.

Sam Mansour sigtes for at opfordre til terror. Arkivfoto af dansk-marrokaneren, der tidligere hed Said Mansour. (Foto: © Carl Redhead, Scanpix)

Boghandleren Said Mansour er endnu en gang sigtet for at opildne til terror.

Dansk-marokkaneren, der er blevet kendt som Boghandleren fra Brønshøj, har ifølge Københavns Politi opfordret til terror via især sociale medier, og han er nu sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 114 - tilskyndelse til terror.

Said Mansour - der ifølge Ritzau har skiftet navn til Sam Mansour - har flere gange tidligere været sigtet for samme paragraf.

Modtog terrordom med smil og knyttet næve

Det skete senest i maj sidste år, og i 2007 blev han idømt tre år og seks måneders fængsel for at have opildnet til terrorhandlinger via sit forlag Al Nur Islamic Information i Brønshøj.

Han var således den første i Danmark, der blev dømt efter terrorparagraffen.

- Det var utvetydig opfordring til deltagelse i væbnet jihad, lød begrundelsen for dommen i Københavns Byret.

Mansour modtog dommen med et smil, knyttede næven og råbte "Allahu Akbar" (Gud er stor) i retten.

Tæt kontakt med topterrorister over hele verden

Sam Mansour flyttede til Danmark fra Marokko i 1983 for at blive familiesammenført med sin søster. Året efter blev han gift med en dansk kvinde, som han senere fik fire børn med. Hun konverterede til islam, men parret blev senere skilt.

Terrorsagen, der endte med en dom i 2007, begyndte fire år tidligere, hvor Sam Mansour blev aflyttet af Politiets Efterretningstjeneste (PET), som havde ham mistænkt for at have tæt kontakt til al-Qaeda-folk, herunder imamen Abu Qatada, der blev betragtet som al-Qaedas åndelige leder i Europa.

Sam Mansour er blevet beskrevet som ideolog for et europæisk terrornetværk og menes at have forbindelse til en lang række islamistiske terrorister. Blandt andre Omar Abdel-Rahman, der afsoner en livstidsdom i USA efter terrorangrebet mod World Trade Center i 1993.

Mansour skal ligeledes have eller have haft kontakt til Ayman al-Zawahiri, der efter Osama bin Ladens død er steget helt til tops i al-Qaeda og nu er terrororganisationens leder.

Hyldede Osama bin Ladens angreb på USA

Under sin varetægtsfængsling frem mod dommen i 2007 havde Sam Mansour desuden ringet og skrevet sammen med flere af de sigtede i Glostrup-sagen, hvor én person med bosnisk baggrund endte med at blive idømt fængsel i syv år.

Sam Mansour har ifølge politiet hyldet hellige krigere som Osama bin Laden og terrorangrebet på World Trade Center i USA den 11. september 2001.

Han skal desuden have hyldet og forherliget fremtrædende danske jihadister.

Sam Mansour fremstilles i grundlovsforhør onsdag klokken 9.30 med henblik på varetægtsfængsling. Anklageren vil begære lukkede døre under grundlovsforhøret.