Siden Skanderborg Kommune pr. 1. januar 2007 overtog ansvaret for bostedet Elverkær fra Vejle Amt har kommunen i alt 13 gange været på tilsynsbesøg på stedet. Og der er aldrig observeret noget mistænkeligt, oplyser kommunens børne- og ungechef, Annie Noes.
- Det har både været anmeldte og uanmeldte besøg, og vi har fået mistanke om noget som helst. Vi har heller ikke fået nogen henvendelser, der har givet anledning til mistanke. Men da lederen bliver sigtet i oktober 2010, lukker vi stedet øjeblikkeligt, siger Annie Noes.
Onsdag blev lederen af Elverkær gennem næsten 20 år anholdt. Politiet har sigtet den 63-årig mand for adskillige overgreb mod børn af begge køn. Men Annie Noes er ikke blevet orienteret af politiet om sagens indhold, fortæller hun.
13 besøg er pænt mange
- Efter vi lukker stedet, har vi ikke mere med stedet at gøre, før vi i dag hører om anholdelsen. Om han er sigtet for noget, der er sket, mens vi har haft ansvaret, eller før 2007, det ved vi ikke noget om, siger Annie Noes.
Har jeres tilsyn været godt nok?
- Jeg synes, 13 besøg er pænt mange. Men det er tragisk, når sådan noget bliver konstateret, og derfor skal vi selvfølgelig kigge på vores procedurer igen og spørge os selv: Kunne vi have opdaget noget. Men vi kan jo først handle, når vi får nogle tegn på, at der er noget galt, og det har vi ikke fået her, siger Annie Noes.
For at styrke tilsynet med bostederne, har Skanderborg efter kommunalreformen allieret sig med nabokommunen Odder.
- Der kan være en risiko for, at en enkelt kommune ikke har tilstrækkelig rutine til at føre tilsyn, og derfor har vi også etableret et samarbejde omkring tilsyn med Odder Kommune for at sikre, at vi får det brede perspektiv på og andre øjne end vores egne, siger Annie Noes.
/ritzau/