Trods dansk og norsk politis forsøg på at stoppe delingen af en video, der angiveligt viser drabet på én af de to kvinder, der i denne uge mistede livet i Marokko, florerer den fortsat på sociale medier.
Og nu er den også nået børnene.
Det fortæller Børns Vilkår, som på Børnetelefonen har fået enkelte henvendelser fra børn, som har fået tilsendt videoen og er kommet til at se den.
Børnetelefonen regner med at få endnu flere henvendelser. Det fortæller børnefaglig konsulent hos Børns Vilkår, Sanne Lind.
Derfor opfordrer hun landets forældre til at tage en snak med deres børn, hvis de færdes på internettet og sociale medier som Instagram, Snapchat og Facebook.
Det er ikke en nem samtale, og derfor kommer Sanne Lind her med seks gode råd:
Tag det i opløbet
Det er en god idé at snakke med dit barn om videoen, allerede inden barnet støder ind i den på internettet eller får den tilsendt, mener Sanne Lind.
- Man kan godt snakke med større børn, der er meget på sociale medier, om, at der florerer en video, som har noget ubehageligt indhold. Fortæl barnet, at hvis det får noget tilsendt, så skal det fortælle det til en voksen og lade være med at trykke på linket, siger hun.
Det er også vigtigt at forsikre barnet om, at du ikke bliver vred, hvis det er kommet til at se videoen.
Svar, hvis barnet spørger
Man kan måske have lyst til at skærme sit barn fuldstændig fra sager som drabene på danske Louise Vesterager Jespersen og hendes 28-årige norske veninde, Maren Ueland. Men hvis dit barn har spørgsmål til sagen eller den cirkulerende video, skal du svare, siger Sanne Lind.
- Svar enkelt og simpelt på spørgsmålene uden at dele for mange detaljer. Hvis barnet ikke får svar på sine spørgsmål, efterlader vi dem med nogle fantasier, som kan være endnu værre end virkeligheden, siger hun.
Har dit barn set videoen? Snak om det
De børn, som Børnetelefonen har talt med og som har set den mulige drabsvideo, har oplevet den som meget ubehagelig, fortæller Signe Lind.
Hvis dit barn har set videoen, skal I sætte jer ned og tale om det, anbefaler den børnefaglige konsulent.
- Fortæl barnet, at det er okay at være forskrækket eller ked af det, og hvis barnet har brug for at snakke om det igen på et senere tidspunkt, så er du klar til at lytte og trøste, siger hun.
Drop den løftede pegefinger
Det er naturligt, at man som forælder bliver frustreret, hvis ens barn ser så voldsom en video som den, der efterforskes i sagen om de to dræbte kvinder, siger Sanne Lind. Men det går ikke at vise barnet det.
- Det er jo en gave, hvis barnet kommer og fortæller én noget, for så kan man hjælpe barnet. Barnet skal forstå alvoren, men samtidig vide, at de kan tale med dig om det.
Sørg for, at dit barn ikke selv deler videoen
Ifølge Sanne Lind er det en trend blandt børn at dele såkaldte 'challenges' - altså udfordringer. Hun mener derfor, at der er grund til at frygte, at børn kan finde på at udfordre hinanden til at se drabsvideoen fra Marokko.
- Sig til barnet, at "nu hvor du er kommet til at se den og kan mærke, hvor ubehageligt det er, så er det vigtigt, at du ikke kommer til at sende den videre til andre", siger hun.
Hold øje med følgevirkninger
Både norske Kripos og danske PET har bekræftet, at videoen af drabet formentlig er ægte - og altså meget voldsom.
Derfor opfordrer Sanne Lind til, at man som forælder er opmærksom på sit barns opførsel og humør i lang tid efter, at det har set videoen.
- Vær opmærksom på, om barnet pludselig begynder at blive bange for at være alene, få mareridt eller ikke at kunne sove.
Hvis reaktionen bliver ved i en længere periode, kan det være nødvendigt at søge professionel hjælp til at få oplevelsen bearbejdet.
- Så har det sat så dybe spor i barnet, at der kan være brug for mere hjælp, siger hun.
Sagen kort
- •
Den 24-årige danske kvinde Louisa Vesterager Jespersen og hendes 28-årige norske veninde Maren Ueland blev fundet døde i mandags i et øde bjergområde ved Toubkal-bjerget tæt på bjerglandsbyen Imlil cirka en times kørsel syd fra Marrakesh.
- •
De var på julerejse i Marokko og havde de seneste dage været på vandretur i Atlasbjergene, hvor de camperede.
- •
Marokkanske myndigheder efterforsker dobbeltdrabet som en terrorhandling, fordi mindst en af i alt 13 anholdte mænd har en forbindelse til en ekstremistisk gruppe. PET er enig i vurderingen.
- •
To videoer efterforskes i sagen: En video, der angiveligt viser drabet på en af de to kvinder og en video, hvor de tre anholdte sammen med en fjerde person erklærer troskab til Islamisk Stat. PET vurderer at videoerne sandsynligvis er ægte.
- •
DR har besluttet ikke at vise videoerne. Det skyldes at vi ikke ønsker at gå potentielle terroristers ærinde.