Børn protesterer over forældre: Drop billeder på sociale medier

Forældre bør tænke sig godt om, når de lægger billeder af deres børn på sociale medier.

Sociale medier som Facebook og Instagram bugner af billeder af børn. Ofte er det forældre, der deler billederne af deres børn, og det er ikke i orden, siger et flertal af børn i en afstemning på DR Ultra Nyt.

- Jeg synes ikke, det er særlig rart, at min mor bare lægger billeder ud, uden hun har fået lov til det, siger 11-årige Jessica Kastrup til DR Ultra Nyt.

De fleste siger nej

Cirka 500 børn har deltaget i afstemningen på DR Ultras hjemmeside, som henvender sig til 7- til 12-årige. På spørgsmålet om, hvorvidt det er okay, at deres forældre lægger fotos af dem på Facebook, svarer:

  • 48% nej

  • 37% ja

  • 15% ved ikke

Handler om kontrol

Medierådet for børn og unge, der fungerer under Kulturministeriet, mener, at børnenes skepsis over, at mor og far deler billeder af dem på sociale medier, bunder i, at de vil have overblik over, hvad der ligger af dem på nettet.

- Det handler jo om, at vi allesammen gerne vil have kontrol med de billeder af os selv, som kommer ud på nettet, og derfor skal forældre tænke sig godt om, når de lægger billeder ud, siger Gry Hasselbalch fra Medierådet for børn og unge.

Det pinlige fotoalbum

- Engang da jeg var i bad med min lillebror, så tog min mor et billede og lagde, og det var ikke særlig rart, fortæller 11-årige Marie Louise Kemp til DR Ultra Nyt, og det er netop i sådan en situation, at forældrene skal tænke sig om, mener Gry Hasselbalch.

- Vi siger hverken ja eller nej til, at man skal lægge billeder af sine børn op, men man skal tænke sig om. Der er altså forskel på et skolefoto og et nøgenfoto, siger Gry Hasselbalch.

Før de sociale mediers indtog i danskernes hverdag samlede de fleste danskere billeder af deres børn i fotoalbums, og man kan godt samle de sociale medier med de gamle fotoalbums.

- Når man skal have venner eller den første kæreste med hjem, så husker vi allesammen, hvor pinligt det var, at mor hev fotoalbummet frem. De sociale medier er et åbent fotoalbum, hvor billederne har lang levetid og kan følge barnet i resten af livet, siger Gry Hasselbalch.

Se indslaget fra DR Ultra Nyt, hvor flere børn bliver interviewet om emnet. Du ser det i toppen af artiklen.