Børn føler sig ansvarlige for forældres skilsmisse-konflikter

Overskygger forældrenes konflikter barnets behov, kan det få konsekvenser for livet, siger flere psykologer.

Hver syvende skilsmissesag er en såkaldt højkonfliktsag, hvor forældrene hverken kan tale sammen eller være i samme rum. (© Colourbox)

Cirka én gang om ugen mister et barn kontakten med enten sin mor eller far på grund af konflikter i forbindelse med skilsmisser.

Det fortæller Statsforvaltningen i dokumentarserien 'DR2 Undersøger: Fædre under mistanke', som bliver vist på DR2 i aften klokken 21.30.

Men det kan få alvorlige konsekvenser for børnene, hvis forældre ikke formår at skærme barnet fra deres konflikter. Det fortæller psykolog Lotte Nichols fra organisationen "Hvert 3. Barn", som rådgiver familier, der går igennem skilsmisse.

- Det, der sker i barnet, er helt konkret, at barnet føler sig ansvarlig for de konflikter, der er. Barnet tænker; hvis jeg var sødere og bedre og pænere, så var det her ikke sket, siger hun til DR Nyheder og fortsætter.

- Barnet vokser op med en forkerthedsfølelse og har ikke tillid til sig selv.

Konflikter spiller en afgørende rolle

Hver syvende skilsmissesag er en såkaldt højkonfliktsag, hvor forældrene hverken kan tale sammen eller være i samme rum.

Og det spiller en stor rolle for børnenes liv, om forældrene kan finde ud af at skilles på god fod, siger også psykolog og skilsmisseekspert Søren Sander.

- Forskningen viser, at skilsmissebørn ofte klarer sig dårligere i skolen, har dårligere selvtillid, har flere adfærdsproblemer, dårligere sociale kompetencer, flere symptomer på angst og depression, og så har de iøvrigt en øget risiko for selv at blive skilt som voksne, siger han til DR Nyheder.

- Så det har nogle ret alvorlige konsekvenser, og de her konflikter spiller en afgørende rolle for, om det går børnene godt eller dårligt.

Skaber problemer helt ind i voksenlivet

At forældrenes konflikter rækker langt ind i deres børns voksenliv, er Lotte Nichols enig i.

- Mor og far er de vigtigste rollemodeller for, hvordan man er sammen med andre mennesker. Barnet kan tænke, at hvis de ikke kan finde ud af at være sammen med mig og sammen med hinanden, hvordan skal jeg så kunne finde ud af at være sammen med andre? siger hun.

- Noget af det, der er vigtigt for barnet, er også at vide, hvilke følelser er mine, og hvilke følelser påtager jeg mig på vegne af mor og far. Lærer man ikke det, så kan man heller ikke rigtigt vide det i sit voksenliv.

Tab på tab

I dokumentaren 'DR2 Undersøger: Fædre under mistanke' bliver det beskrevet, hvordan flere familieadvokater helt bevidst optrapper konflikten mellem forældrene med falske anklager om f.eks. vold og seksuelle overgreb. Det får ofte den konsekvens, at børnene ubegrundet ikke kan se sin mor eller far.

Ovenpå en skilsmisse kan tabet af den ene forælder blive en stor byrde for barnet, siger Søren Sander.

- De mister kontakten til en person, de elsker, og dermed mister de også endnu mere tryghed og sikkerhed i deres liv. De har allerede lige været igennem en skilsmisse, som er en lang række af alvorlige tab, så det her er endnu en byrde, man pålægger dem. Og den er stor, siger han.

- Tag ansvar!

Kan forældrene ikke finde ud af at løse deres konflikter eller skærme barnet, så kan barnet ende med at føle, at både skilsmisse, konflikt og måske også manglende samvær med den ene forælder, er deres skyld, siger Søren Sander.

Derfor er det forældrenes primære opgave, at de tager fuldt ansvar for konflikter og skænderier, siger Lotte Nichols.

- Det allervigtigste for barnet er, at man som forældre ikke kan gemme, det der sker. Derimod skal man tage ansvar for det, der sker. Det er ikke noget, barnet skal tage ansvar for, siger hun.

'DR2 Undersøger: Fædre under mistanke' bliver vist i aften på DR2 klokken 21.30.