Bødskov irettesætter PET om skjult kalender-lusk

Jakob Scharf bekræfter, at PET overvejede scenarier for at undgå Pia Kjærsgaards besøg på Christiania.

Justitsministeren Morten Bødskov (S) skærper PET's underretningspligt over for folketingsmedlemmer, der er beskyttet af PET. (Foto: © Nils Meilvang, Scanpix)

Justitsministeren Morten Bødskov (S) skærper PET's underretningspligt over for folketingsmedlemmer, der er under personbeskyttelse fra PET. Det sker, efter at han har modtaget en redegørelse fra afgående PET-chef Jakob Scharf om tidligere DF-leder Pia Kjærsgaards besøg på Christiania sidste år.

Morten Bødskov har tirsdag aften sendt redegørelsen fra den nu afgående PET-chef Jakob Scharf til Folketingets retsudvalg.

I redegørelsen bekræfter Scharf, at PET har overvejet forskellige scenarier for at undgå Pia Kjærsgaards besøg i fristaden. PET's Sikkerhedsafdeling blev således bedt om at undersøge, om man var bekendt med oplysninger om perioder, hvor Pia Kjærsgaard var i udlandet eller på anden måde være forhindret i at deltage i retsudvalgets besøg.

Afviser noget ulovligt

Jakob Scharf afviser i redegørelsen, at der er tilvejebragt oplysninger "på usaglig vis" eller brugt oplysninger til "uvedkommende formål", det vil sige andre formål end konkrete sikkerheds- og personbeskyttelsesopgaver.

Og sådanne overvejelser skal PET informere et folketingsmedlem, der er under personbeskyttelse fra efterretningstjenesten, om i fremtiden, lyder det fra justitsministeren.

- Justitsministeriet har drøftet med PET, om et scenarie, der ville indebære, at et arrangement søges placeret på et tidspunkt, hvor et medlem af Folke-tinget med personbeskyttelse ikke vil kunne deltage, fremadrettet bør indgå i efterretningstjenestens overvejelser.

- Jeg har på den baggrund meddelt PET, at et sådan scenarie ikke for fremtiden bør indgå i efterretningstjenestens overvejelser om, hvordan man gennemfører personbeskyttelsesopgaven, uden at det pågældende folketingsmedlem er orienteret herom, skriver justitsministeren i en meddelelse til Folketingets Retsudvalg.

Redegørelsen kommer samme dag, som Jakob Scharf har bebudet, at han forlader posten som PET-chef ved årets udgang. Scharf afviser dog, at hans afgang skyldes redegørelsen.

- Der er ingen sammenhæng mellem den konkrete sag og den beslutning, jeg har truffet, siger han til DR Nyheder.