”Storhed kommer fra små begyndelser” Sådan står der i venteværelset, hvor 50-årige Bjarne Lynderup går til sine ugentlige konsultationer hos sin kostvejleder og personlige træner Per.
Det har han gjort de seneste fem måneder af sit liv, og undervejs har Bjarne Lynderup tabt 35 kilo. Med en nuværende vægt på 135 kilo har han dog stadig langt igen, før han når sin idealvægt:
- Jeg har et mål om, at jeg skal ned på 87 kilo. Det er der noget rent psykologisk i, fordi at mange gange har jeg tænkt, at jeg bare skal ned på 99 kilo – for så er jeg under 100. Men jeg skal ikke kun lige under 100 kilo. Jeg skal ned på noget, hvor der er et stykke vej op til de 100. For hvad nu hvis jeg tager to kilo på og igen vejede 101? Det skal jeg ikke risikere.
Bjarne Lynderup har været overvægtig i over halvdelen af sit liv – og svært overvægtig de sidste 20 år. Derfor er han godt klar over, at han altid vil leve med frygten for, at vægten skal stikke af igen. Da han vejede allermest, viste vægten 170 kilo.
- Frygten er jo, at det skal begynde at gå den anden vej igen. Al erfaring viser, at det er de færreste, der har tabt sig fra svær overvægt, som kan beholde vægten nede.
- Jeg er mest ked af det på min søns vegne
Selvom folk kigger skævt til Bjarne Lynderup på gaden, og han ofte frygter for, om stole skal give efter under ham, er det ikke det værste ved at være svært overvægtig:
- Jeg har en søn på syv. Jeg er mest ked af det på min søns vegne, når han skal høre, at andre børn kalder hans far fed, siger han og fortsætter:
- Jeg har også gerne ville tumle med ham noget mere. Det er ikke nemt at kravle i træer, når man vejer 170 kilo, og det er ikke nemt at løbe rundt på græsplænen.
Men for Bjarne Lynderup har det ikke været de fysiske begrænsninger, der har været værst. Det har været folks fordomme:
- Det er den manglende tillid til, at jeg kan være lige så intelligent og dygtig til noget som andre, simpelthen fordi jeg er fed. Folk tænker, at jeg jo må være dummere, fordi enhver kan regne ud, at man bare skal spise mindre og motionere mere. Men så simpelt er det ikke, når man er blevet så fed.
Ifølge forskning på området gør kroppen alt for at holde på fedtet, når man først har taget på. Det er kroppens overlevelsesmekanisme, der gemmer på fedtet, i tilfælde af at man pludselig skal blive syg eller sulte. Det er denne mekanisme, der gør, at det er svært at komme af med de ekstra kilo, og det har Bjarne Lynderup i høj grad oplevet på egen krop:
- Kroppen arbejder simpelthen imod vægttabet. Den forsøger ihærdigt på at få mig tilbage til min højeste vægt. Jeg kan tydeligt mærke på min krop, at selvom mit hjerte og min hjerne vil, at jeg skal tabe mig, så prøver kroppen hele tiden at lede efter de der små huller, hvor den lige kan sende et signal om, at jeg ikke er helt mæt.
- Jeg har ikke altid været fed
Bjarne Lynderup har ikke altid kæmpet med vægten. Da han var barn, spillede han masser af håndbold, og det var også passionen for sporten, der gjorde, at han i sin tid valgte at tage på efterskole, så han kunne spille endnu mere håndbold.
-Mit sidste billede af mig selv som slank, det var fra min første dag på efterskolen.
Men planen gik ikke helt som Bjarne Lynderup havde håbet. Da han efter et år stoppede på efterskolen, havde han nemlig taget 25 kilo på.
- Der var ikke nogen, der satte begrænsninger for os. Vi sad jo 100 unge mennesker i 9.-10. klasse og skulle selv styre, hvad vi spiste, hvornår vi spiste, og hvor meget vi spiste af det.
Bjarne Lynderup husker de daglige ture til Brugsen og bageren, hvor man kunne spise sig mæt i kager og chips, hvis man ikke var blevet mæt til aftensmaden, fordi menuen på efterskolen ikke altid faldt i de unges smag.
Efterskolen var derfor begyndelsen på Bjarne Lynderups liv som overvægtig. Siden hen er det kun gået nedad bakke i etaper, og til sidst blev mad en form for terapi for ham.
- Jeg har jo tænkt meget over, hvorfor jeg er blevet fed. Måske fordi mad har været en slags flugt for mig. Hvis der har været noget, der har været svært, så har det måske været nemmere at spise sig ud af tingene.
Med en stigende vægt blev Bjarne Lynderup mere og mere udfordret på selvtilliden, og det begyndte til sidst at påvirke hans psykiske og sociale liv:
- Jeg føler ikke, at jeg har været ensom – men når jeg har været alene og syntes, at jeg havde brug for selskab, har jeg måske købt to bøffer, og så har jeg måske spist dem begge to. Så har jeg været i selskab med mig selv, og så har jeg måske også spist al sovsen – og det sætter sig jo. Og når man så ikke motionerer nok, ja så går det galt.
Ifølge Bjarne Lynderup, er der i medierne og samfundet for meget fokus på, at overvægt giver psykiske og sociale problemer. I hans tilfælde, har det også været omvendt, og derfor er det blevet til en ond cirkel:
- Som overvægtig har jeg været hæmmet af ikke altid at ville deltage i sociale relationer. Når man bliver mere hjemme, så er man måske endnu mere tilbøjelig til at tage den der ekstra bøf. Man tænker: Jeg skulle jo have været ude i aften, men det kom jeg ikke.
- Jeg havde brug for hjælp
Da Bjarne Lynderup havde det værst, gik han rundt og troede, at han havde skubbet alle sine nærmeste væk, fordi han havde isoleret sig igennem en længere periode.
Men den dag han følte, at han ramte bunden, blev der til hans store overraskelse rakt en hånd ud.
- Da jeg nåede ud over kanten og havde brug for at vende det hele rundt, der var det jo ikke mig, der gjorde det. Der var der faktisk nogen, der trådte til og tog hånd om mig - da jeg først turde sige, at jeg havde brug for hjælp. Så var de der alligevel, selvom jeg troede, at de ikke ville være der.
Bjarne Lynderups første skridt på vejen ud af fedmen har været at erkende, at han har et problem. Dernæst har det været at turde række ud til sine nærmeste og spørge dem om hjælp.
- Faktisk er dén, der har hjulpet mig allermest måske i virkeligheden min egen læge. Hun tilgik mig på den der anerkendende måde, som gjorde, at jeg havde tillid til hende. Ingen fordømmelse på nogen måde, hun ville bare gerne hjælpe. Og det gjorde en kæmpe forskel for mig.
Derfor råder Bjarne Lynderup overvægtiges pårørende til at bryde tavsheden, sige til dem på en respektfuld måde, at de er bekymrede for dem og tilbyde deres hjælp – men uden fordomme eller bedrevidenhed:
- Jeg tror, at der er rigtig mange overvægtige, der har brug for, at der er nogen, som går ved siden af dem - støtter dem og hjælper dem i gang. Pårørende skal hjælpe dem med at lave mad, hjælpe dem med at få købt ind og spise sammen med dem.
- Jeg skal arbejde med min vægt resten af mit liv
Bjarne Lynderup er godt klar over, at hans kamp mod fedmen ikke kun kommer til at stå på, indtil han har tabt sig de 48 kilo, som han skal. Selv efter at han er nået ned på en normal vægt, vil kampen for at opretholde den sunde livsstil vare ved for at sikre, at han ikke ender det samme sted igen.
- Det her er ikke kun en livsstilsomlægning, det er en livsomlægning. Det er hele mit liv, der bliver vendt på hovedet. Det er ikke bare et spørgsmål om lige at spise noget andet og motionere lidt mere. Det er meget mere radikalt end en slankekur.
Fordi det ikke kun drejer sig om madvaner og motion - men større psykiske og strukturelle forandringer i Bjarne Lynderups liv - vil han også skifte karriere for at komme sine dårlige vaner til livs. Det er vigtigt for ham at lave noget, som gør ham og glad og tilfreds, så han ikke har nogen dårlige undskyldninger for at trøstespise.
- Dét, jeg bruger min arbejdstid på, og dét, jeg bruger mit liv på, skal være noget, der gør mig glad. Det skal være noget, der inspirerer mig. Da jeg startede, skulle jeg bare tabe mig. I dag kan jeg mærke på mig selv, at jeg skal bruge mit liv på en anden måde.
Selvom vejen er lang og hård, er Bjarne Lynderup en mand med stærk vilje og håb, og som ved, at storhed kommer fra små begyndelser:
- Det er jo 48 kilo, jeg skal tabe mig, før jeg har nået mit mål. Så der er et stykke vej endnu. Men i kan bare komme igen og se for jer selv om et år, siger Bjarne Lynderup med et fortrøstningsfuldt smil på læben.