Et erstatningskrav er på vej mod Falck fra konkursboet efter det krakkede Bios Danmark.
Falck har i dag droppet at anke en afgørelse fra Konkurrencerådet, som har meldt Falck til bagmandspolitiet.
Rådet slog i sidste uge fast, at Falck har misbrugt sin dominerende markedsposition til at forhindre Bios i at få ambulancereddere nok ved blandt andet at sprede negative historier om konkurrenten i pressen.
Det betyder, at der inden for 12 måneder skal falde et erstatningskrav.
Men først skal et sådant krav gøres op i kroner og øre, fortæller én af kuratorerne for Bios' konkursbo i Danmark, Jan Bruun Jørgensen.
- Det ville være lige til højrebenet at vurdere, at hele underskuddet fra konkursboet er forårsaget af Falck. Men så simpelt er det bare ikke, siger han.
Der kan være mange andre årsager, som først skal undersøges, inden man kan komme et konkret erstatningskrav nærmere.
- Jeg har noteret mig, at det hollandske moderselskab tidligere meldte et beløb ud på 90 millioner kroner. Senere har de vurderet, at det nærmere drejer sig om et trecifret millionbeløb. Så jeg formoder, at de har gjort sig nogle overvejelser om, hvordan et krav kunne gøres op, siger Jan Bruun Jørgensen.
I sommeren 2016 krævede moderselskabet i Holland 90 millioner kroner i erstatning fra Falck for at have udnyttet en monopollignende status ved bevidst at have stukket en kæp i hjulet for det danske selskab.
Åbner for dialog
Selvom 12 måneder lyder som lang tid, så føler Jan Brunn Jørgensen sig overbevist om, at de nok skal få tiden til at gå med, hvad et erstatningskrav skal løbe op i. Senere hen vil man forsøge at få en dialog med Falck.
Han vil dog ikke afvise, at der måske kan indgås et forlig inden, for han tolker det som om, Falck ved ikke at anke sagen erkender, at selskabet har optrådt forkert.
Jakob Riis, der er direktør i Falck, siger til DR Nyheder, at Falck vil "imødese" mulige erstatningskrav og bødesager.
- Det er rigtigt, at det næste processkridt er en udmåling af bøden fra Bagmandspolitet, og så er der erstatningssager, der er varslet, og det må vi imødese. Og så må der tages et skridt i forhold til at dokumentere, hvad tabet har været, og hvad man mener, Falcks indflydelse på det tab har været, siger direktøren.
Rapporten fra Konkurrencerådet, der afdækker, hvad der er sket i sagen, kalder direktøren i Falck for 'forfærdelig læsning':
- Det har været frygteligt og pinligt at læse rapporten. Det ligger meget langt væk fra det Falck, vi er i dag, og det vi står for, siger Jakob Riis og tilføjer:
- At se, at man har diskuteret, hvordan man kan skabe frygt, når Falck i virkeligheden har som en af vores målsætninger at skabe tryghed, det viser med al tydelighed, at det overhovedet ikke er acceptabelt, siger direktøren i Falck.