Billeder på nettet kæder syrienkriger sammen med anholdt 15-årig i Kundby-sagen

Syrienkriger og anholdt 15-årig chattede angiveligt sammen.

En tidligere syrienkriger har angiveligt chattet via Snapchat med den 15-årige pige, der i går blev varetægtsfængslet i isolation i den såkaldte Kundby-sag.

Han er nu også anholdt i sagen og fremstilles i dag i grundlovsforhør bag dobbeltlukkede døre.

På en af sine sociale profiler viser hun blandt andet billeder af den anholdte fra en Snapchat-profil.

”Du er den bedste wallah søster”, skriver han på et billede, der lader til at være sendt til den 15-årige pige. Hun omtaler ham desuden som en af sine bedste venner.

Den 24-årige mand har tidligere været i Syrien. Og i et interview fortalte han dengang, at han ville rejse for at deltage i humanitært arbejde.

Billeder fra en nu slettet Facebook-profil, som DR Nyheder har set, viser, at han også lærte at håndtere våben, ligesom han har opfordret til jihad.

Det vides endnu ikke, hvordan den 15-årige pige fra Kundby kender den anholdte mand fra Østjylland.