Fredag blev politibetjenten Jesper Jul bisat i Roskilde Domkirke, hvor både kolleger og borgere var mødt talstærkt op for at mindes betjenten.
Stort set alle politikredse var repræsenteret ved bisættelsen, fortæller DR Nyheders retskorrespondent, Trine Maria Ilsøe fra Roskilde.
Det var dog betjentens kolleger fra Københavns Vestegns Politi, der bar kisten med den dræbte betjent på hans sidste rejse.
Jesper Jul arbejdede som hundefører ved Københavns Vestegns Politi, derfor var et stort antal hundeførere mødt op sammen med deres hunde for at vise Jesper Jul en sidste ære.
Den 43-årige betjent blev skudt og dræbt foran Albertslund Politistation i sidste uge.
Den formodede gerningsmand en 26-årig mand, der er varetægtsfængslet, mistænkes for at have stjålet mordvåbnet i Rødovre Skytteforening.
Jesper Jul er den første politibetjent, der er blevet dræbt i tjeneste i Danmark i de sidste 21 år.