Bevæbnet med metaldetektorer leder 30 frivillige efter kanyler fra tabte Mærsk-containere

De frivillige leder på en omkring ni kilometer lang strækning på en strand i Jammerbugt.

De 30 frivillige kommer fra hele Nordjylland og har trodset det kolde vejr, for at give en hånd med.

På en strand i Jammerbugt står 30 frivillige klar bevæbnet med metaldetektorer.

De har trodset kulde og et tiltagende snevejr i lokalsamfundets navn.

For de har nemlig sagt ja til at hjælpe Jammerbugt Kommune med at lede efter kanyler, der måtte gemme sig under det frosne sand, efter 46 Mærsk-containere røg over bord fra et Mærsk-skib kort inden jul.

Det er formanden for Nordjysk Detektorforening, Martin Sonne-Schmidt, der har taget initiativ til dagens jagt.

Og inden han erklærer jagten på den omkring ni kilometer lange strækning på Rødhus Strand for åben, samler han de omkring 30 fremmødte til en kort briefing.

- De her nåle her: lydværdien på dem er simpelthen så svag. Så I skal være meget opmærksomme, når I går henover det. Heller grave en gang for meget end en gang for lidt, siger han.

Planen er lagt.

Og til de fremmødtes glæde siger Martin Sonne-Schmidt, at der et pitstop med kaffe og kage klokken cirka 12.

Fortsat 29 forsvundne containere

De 46 containerne er tabt fra det 400 meter lange skib Mayview Mærsk.

Skibet rapporterede tabet af containerne i de tidlige morgentimer den 22. december.

- Hændelsen skete under stormen Pia, mens skibet sejlede i Nordsøen på vej fra Bremerhaven i Tyskland til Gdansk i Polen, skrev Mærsk i en skriftligt udtalelse til DR.

Fem af de containere er drevet i land – blandt andet ved Tranum Strand syd for Blokhus, og lidt syd for den strækning, som de frivillige i dag går med deres metaldetektor.

To af de containere, der skyllede i land ved Tranum Strand lørdag den 23. december 2023. (Foto: © CLAUS BJØRN LARSEN, Ritzau Scanpix)

Det tog omkring en uge, før der var ryddet op på de nordjyske strande. Her var det primært frivillige, der stod for oprydning, og det fik miljøminister Magnus Heunicke (S) til at rejse kritik.

- Der er gået for lang tid, og vi er nødt til at have en robust plan, fordi det her jo kan trække ud med alle de mange containere, der ligger derude endnu.

- Det er ikke i orden, at det var overladt til frivillige at begynde oprydningen, sagde han.

Mærsk har siden hen lokaliseret 12 på havets bund, som vil blive bjærget, når de er færdige med at kortlægge havbunden. Det efterlader 29 containere, som Mærsk ikke ved, hvor er. Her er jagten fortsat i fuld gang, og Mærsk sendte i går et tredje skib afsted for at søge efter containere på havets bund.

Folk vil gøre en god gerning

Ifølge Martin Sonne-Schmidt handler dagens opgave i virkeligheden om at vise samfundssind.

For normalt vil man bruge sin metaldetektor til egen vindings skyld, siger formanden. Det er blandt at lede efter gamle vikingeskatte og andet danefæ.

- Folk er kørt fra Skagen, Hjørring, Frederikshavn og Viborg. Det viser bare, at folk gerne vil gøre en god gerning, siger han.

Én af de fremmødte er Thomas Svenningsen, der er medlem af Detektor Vendsyssel.

Tidligt på sin jagt begynder hans metaldetektor at slå ud. Og så er det i gang med skovlen.

Han stryger detektoren over igen og skovler lidt mere.

Endelig kommer han frem til det, der gav udslaget: En énkrone og ikke en kanyle.

- Jeg håber da ikke, jeg kommer hjem med nogen nåle, for så vil det sige, at der er renset godt op. Men kommer jeg hjem med fem, så har jeg fjernet fem her nede fra, siger han efter fundet af mønten.

Thomas Svenningsen, medlem Detektor Vendsyssel, var indstillet på at lede i fem-seks timer trods det kolde vejr. Og han er også klar på at komme igen og tage en tørn mere.

Giver det nok en chance mere

I en pressemeddelelse konstaterer Jammerbugt Kommune, at strandene måske aldrig har været så rene, som de er nu.

Men turistsæsonen nærmer sig. Derfor vil kommunen sikre sig, at der ikke ligger kanyler og gemmer sig i sandet.

- Vi vil jo gerne være helt sikre på, at der ikke ligger noget begravet, så det er dejligt, at Nordjysk Detektorforening har meldt sig på banen med en hjælpende hånd i dette arbejde, siger Flemming Kjeldgaard Larsen, chef for Vej og Park i kommunen, i pressemeddelelsen.

Da klokken rammer 12 har de 30 frivillige være i gang i to timer, og tiden er kommet til en status med kaffe og kage.

Der er fundet syv kanyler. Og trods snevejret er taget til, er Martin Sonne-Schmidt svært begejstret for dagens opgave.

- Det er rigtig skønt, at vi som forening kan lave sådan et socialt arrangement som det her, hvor vi bruger vores hobby til at kunne finde de her nåle og gøre en rigtig stor forskel.

Det var ikke kun det svage lydudslag, der kom bag på formanden. For jorden var mere frossen, end han havde regnet med.

- Jeg snakkede sammen med kommunen, og vi giver det nok en chance mere, når vi kommer en lille måned længere frem, siger han.