Beredskabsstyrelsen: Vi har den største vandpumpe ude nogensinde

En særlig superpumpe kan fjerne 15.000 liter vand i minuttet.

(Foto: © Grafik Mie Hvidkjær, DR Nyheder)

Det er ikke så lidt udstyr og mandskab, der er i brug, når Beredskabsstyrelsen som i går, i nat og i dag er ude i landet for at pumpe store mængder vand væk.

Det fortæller Lars Schou, katastrofeekspert i Beredskabsstyrelsen, med ansvar for blandt andet indsatsteknikker og -metoder.

I alt har styrelsen haft 250 mand i gang siden i går, som har kørt og håndteret det udstyr, som skal pumpe vandet væk for at undgå ødelæggelser.

Superpumpe taget i brug

Sidste år anskaffede Beredskabsstyrelsen en såkaldt højkapacitetslænsepumpe, som overgår alt det andet udstyr, de har, hvad angår sugeevne.

Den kan nemlig pumpe hele 15.000 liter vand i minuttet, og det er første gang, at styrelsen har taget den i brug, fortæller Lars Schou.

- Den har vi haft én ude af, og den klarede det flot. Den har stået og pumpet ved en kanal i Aabenraa, som lukker vandet ud i havnen. Da vandet steg, lukkede man slusen, så man kunne få pumpet vandet ud, siger han.

Sådan ser den såkaldte højkapacitetslænsepumpe ud, som kan pumpe 15.000 liter vand i minuttet.

De pumper, som styrelsen har brugt mest det sidste døgn, er dog nogle lidt mindre af slagsen. Det drejer sig om de største almindelige pumper - såkaldte lænsepumper - som kan suge mellem 5.400 og 6.200 liter i minuttet.

- Størrelsen vælger vi jo efter, hvor meget vand de kan pumpe, og hvad behovet er. Vi har også haft nogle lidt mindre i gang, men flest af de store, siger Lars Schou.

Mange sandsække og 1,5 kilometer dæmning

Noget af det, som Beredskabsstyrelsen har brugt meget i løbet af det sidste døgn, er nogle af de mere præventive redskaber som mobile dæmninger - også kaldet watertubes.

Det ligner en lang pølse, som Beredskabsstyrelsens mandskab fylder med vand fra området.

- Vores dæmninger kan det, at når man lægger dem ud og fylder dem op, så virker de som et dige. På den måde ligger vandet kun på den ene side af dem, så man kan holde det nede, fortæller Lars Schou.

Det er mobildæmninger som denne på billedet, som skal forhindre vand i at flyde over (Foto: Beredskabsstyrelsen)

Det er også noget af det udstyr, der kræver allermest mandskab, da dæmningerne er store og tunge. Én dæmning er omkring 25 meter lang, og styrelsen har i alt haft 1,5 kilometer dæmning ude i landet ud af de to kilometer, de i alt råder over.

- De kræver mandskab på mellem 10 og 20 mand. Det er det, der skal der til for, at de mobile dæmninger kan blive lagt ud, samlet og fyldt med vand, siger Lars Schou og tilføjer, at mandskabet typisk fylder dæmningerne med vand fra det sted, hvor man regner med, at der bliver oversvømmet.