Der er ingen direkte militær trussel mod Danmark her og nu, og der er ingen grund til panik.
De nye anbefalinger til danskerne om at forberede sig på tre døgn i krise er "rettidig omhu".
Det er nogle af de budskaber, som direktør for Beredskabsstyrelsen Laila Reenberg og forsvarsminister Troels Lund Poulsen gentager og understreger på et pressemøde lørdag eftermiddag.
- Ingen skal være bange, fordi vi kommer med de her anbefalinger, siger Laila Reenberg.
I vores nabolande har der længe været anbefalinger til befolkningerne om at have et nødberedskab derhjemme, mens de danske myndigheder har været mere tilbageholdende.
Laila Reenberg forklarer, at det blandt andet handler om, at Norge og Sveriges geografi er markant anderledes end Danmarks, og at der mange steder i vores nabolande er noget længere til købmanden.
Derudover er det en svær balancegang at sikre øget "samfundsrobusthed" i en tid, hvor trusselsbilledet ændrer sig, og samtidig ikke skabe unødig frygt, siger forsvarsministeren.
- Jeg har tidligere sagt, at det gælder om ikke at skabe en panisk stemning hos den enkelte, siger Troels Lund Poulsen.
- Danmark er grundlæggende et trygt og sikkert land, siger han.
Både vejret og Rusland kan være trusler
Der er dog flere grunde til, at der nu alligevel kommer anbefalinger til danskerne om at forberede sig på tre døgn uden strøm i stikkontakterne og vand i hanerne.
Den ene årsag er vejret og den stigende risiko for ekstreme vejrhændelser.
Beredskabsstyrelsens direktør henviser blandt andet til de voldsomme oversvømmelser i oktober som et eksempel på, at vejret kan skabe en lang række problemer for vores helt basale infrastruktur.
- Alle med forstand på klima siger jo, at de store hændelser, der før var 100 års hændelser, vil komme oftere, siger Laila Reenberg.
En anden årsag er den stigende trussel fra Rusland - særligt for cyberangreb.
Troels Lund Poulsen understregede i en tale på Folkemødet tidligere lørdag, at der ikke er "udsigt til, at der vil stå russiske soldater i gaderne, men Danmark og vores allierede er truet af hybridkrig - cyber- og sabotageangreb".
Det er kun knap et par uger siden, at Center for Cybersikkerhed (CFCS) opjusterede risikoen for destruktive cyberangreb fra lav til middel.
- Det er summen af ting, der nu gør, at Beredskabsstyrelsen går ud og siger, som de gør, siger Troels Lund Poulsen på pressemødet med styrelsen.
Ikke risiko for atomkrig
Én af anbefalingerne fra myndighederne er, at danskere under 40 år samt gravide og ammende anskaffer sig jodtabletter.
Men beredskabsdirektøren og forsvarsministeren understreger begge, at den anbefaling ikke kommer, fordi der er en risiko for atomkrig.
- Det er ikke derfor. Jodtabletter kan man bruge, hvis der er radioaktivitet i luften. Det kan der komme af forskellige grunde. Det kan også være, fordi der er et atomkraftværk, hvor der har været et uheld, siger Laila Reenberg.
Opfordring til ikke at hamstre
Hverken direktøren for Beredskabsstyrelsen eller forsvarsministeren har selv et fyldt forrådskammer derhjemme med alle de ting, myndighederne anbefaler, at danskerne anskaffer sig.
- Det er også et godt udtryk for, at vi alle sammen skal tage det stille og roligt, siger Troels Lund Poulsen.
Der er ingen grund til at fare ud i supermarkedet og hamstre konserves, knækbrød eller toiletpapir for den sags skyld. Anbefalingen fra myndighederne er, at man langsomt bygger sit lager op, mens man alligevel handler ind.
- Forhåbentlig er der også nogle erfaringer fra covid om, at der jo ikke var mangel på toiletpapir. Der var toiletpapir nok til alle, siger Laila Reenberg.
Særligt jodtabletterne bør man ikke styrte hen til apoteket for at anskaffe sig. Der vil gå nogle måneder, før apotekerne har nok på lager til alle dem, der har brug for at købe det, fortæller Laila Reenberg.
Du kan læse myndighedernes anbefalinger her.
Vil du vide mere om såkaldt prepping? Så kan du høre podcasten Peter Prepper her.