Der bliver sprittet godt af, og sygeplejerske Maria Dall tager gummihandskerne på. Spisebordet bliver ryddet, og sprøjter og små glasflasker med forskellige væsker bliver pakket ud af diverse plastikemballager.
På meget kort tid får hun forvandlet Jens Andersens dagligstue til en hospitalsstue.
Siden april har han været mange gange ind og ud af hospitalet, fordi han efter en hofteoperation har haft en del infektioner.
Men Jens Andersen er ikke længere bundet til en hospitalsseng, når han skal have behandling, og det er han glad for.
- Det er fantastisk at være herhjemme, hvor min kone også er. Jeg kan gå ud og åbne døren, hvor rådyrene går lige udenfor, siger han begejstret.
Og hjemmebehandling, det er præcis, hvad regeringen vil have mere af.
I går præsenterede den sit udspil til en ny sundhedsreform, og her var et af de klare budskaber, at behandlinger af patienter i højere grad skal foregå i hjemmet.
Regeringen foreslår, at der etableres regionale hjemmebehandlingsteams med sundhedsmedarbejdere, der kan køre ud til borgeren med særlige behov og eksempelvis hjælpe, hvis hjemmemonitoreringsapparatet fortæller, at borgerens sundhedstilstand er forværret.
Behandling i eget hjem
Hjemme i dagligstuen hos Jens Andersen er behandling i egen lænestol allerede en realitet.
Han får besøg af en sygeplejerske fra Næstved Sygehus en gang i døgnet. Han får målt sit blodtryk og sin temperatur, og så får han penicillin i drop. Og en læge laver en stuegang online - fra sit kontor på sygehuset via en skærm hjem til patienten.
Det hele overstås på en halv time til tre kvarter. En seance der på hospitalet ville tage tre timer. Og det er rart at være i vante rammer.
- Det er jo smart, at man kan være hjemme. Man har det bedre med sig selv og med sine omgivelser.
Det er godt ikke at være lænket til en hospitalsseng.
- Så kunne jeg bare ligge med en slags drop i og kigge på, at det drypper ned.
Sygeplejerske Maria Dall har efterhånden lært Jens Andersen godt at kende. Og hun sætter stor pris på den tætte kontakt, hun får til de patienter, der bliver behandlet hjemme.
- Man møder patienten meget mere lige, end hvis de ligger på sygehuset i hospitalstøj.
En god idé at udbrede det
Maria Dall er slet ikke i tvivl om, at regeringens forslag er en rigtig god vej at gå.
- Hvis sundhed skal være lige for alle, så er det måske også svært, hvis man bor langt fra et sygehus. Så er det godt, at sygehuset kan komme til dem, siger hun.
- Vi kan gøre en forskel i forhold til at undgå, at borgere bliver indlagt på hospitalet. Hvor der jo også er øget risiko for, at man får infektioner, hvis man bliver indlagt på hospitalet.
Heller ikke Jens Andersen er i tvivl om, at hjemmebehandling har været den helt rigtige løsning for ham.
- Jeg kan ikke sige andet, end at det er godt. Man holder en sygeseng ledig, fordi jeg er herhjemme.
Nogen vil jo sige, at det måske er mere trygt at være inde på sygehuset?
- Det er det måske også i nogle tilfælde. Men jeg føler mig alligevel meget tryg her, fordi det er bare at tage telefonen og ringe. Og så går der 20 minutter eller sådan noget, så holder der en sygeplejerske derude.
På ét år er antallet af indlagte på Region Sjællands eHospital - som de kalder det - steget fra 17 patienter om dagen til 30.
En indlæggelse på eHospitalet er op til 50 procent billigere end en indlæggelse på det fysiske hospital.